Virkeligheden overgår altid fantasien
Bedrageriet i den tyske betalingsformidler, Wirecard, er formodentlig den største børsskandale i Europa i nyere tid. Men det er ikke bare en skandale. Det er også en fascinerende historie om en virksomhed, der startede med at tilbyde betalingsløsninger til online poker og pornohjemmesider, og som 20 år senere havde vokset sig så stor, at man planlagde at overtage Deutsche Bank.
Ud over den massive regnskabssvindel involverer historien retssalsdramaer, et udueligt tysk finanstilsyn, godtroende revisorer, skarpsindige shorthandlere, tråde til den libyske efterretningstjeneste og, i midten af det hele, en vedholdende journalist, Dan McCrum, der er forfatteren bag bogen, ”Money Men”.
Dan McCrum brugte syv år på at afdække Wirecards svindel og måtte undervejs gennem op- og nedture, ganske som i en rigtig thriller. Han, hans familie og hans kilder blev undervejs udsat for overvågning, aflytning, hacking, sagsanlæg, intimidering og regulære trusler. Trods modgangen holdt han fast – og fik ret til sidst.
Wirecards øverste chef sidder i dag fængslet og afventer en retssag, mens den anden topfigur og formodede idemand bag svindelen menes at opholde sig i Moskva. Topledelsen i det tyske finanstilsyn er afskediget, mens Wirecards aktionærer har mistet 24 milliarder euro fra toppen og i dag sidder med stort set værdiløse aktier.
For mange ord og sidehistorier
Hele dette forløb har Dan McCrum skrevet en bog om, og mens man overordnet set må beundre hans vedholdenhed og overblik, må man også beklage, at hans sans for detaljer præger bogen for meget. Persongalleriet er meget stort, og der bliver ofte brugt mange ord på at beskrive marginale personer, der forsvinder ud af historien på næste side.
Det er også forståeligt, at Dan McCrum ønsker at fortælle, hvordan Wirecard-affæren griber ind i hans børnefødselsdage og familieferier, men for læseren er det knap så interessant.
Fortælleteknisk er bogen bygget op i to separate spor – Wirecards udvikling på den ene side og på den anden side Dan McCrums og shorthandlernes efterforskning. Desværre springes der meget mellem de to spor, og sammenhængen er ikke altid helt klar.
Til gengæld kan ikke-regnskabskyndige læsere glæde sig over, at bogen ikke fortaber sig i detaljeret gennemgang af, hvordan svindelnummeret blev konstrueret og holdt skjult for aktionærer, revisorer og den seriøse del af forretningsforbindelserne.
Selv om fortællingen lidt for ofte kører ud ad en tangent, må det også siges, at de kulørte historier trods alt er underholdende, og bogen er i det hele taget værd at læse som en bekræftelse af, at virkeligheden altid overgår fantasien.
Det er også sundt at blive mindet om, at de ofte udskældte shorthandlere mange gange har ret i deres påstande, mens tilsynsmyndigheder på den anden side ikke altid lever op til deres ansvar.
Hvis du ønsker at kende historien om Wirecard og kan nøjes med færre detaljer, giver dokumentarfilmen, ”En Skandale – Afsløringen af Wirecard”, på Netflix et godt overblik.
Dan McCrum: Money Men
Udgivelsesdato: 16. juni 2022
Sider: 336
Sprog: Engelsk
Pris: 194,95 kr. hos saxo.com