Læseværdig og praktisk bog om hvordan man får en god privatøkonomi
Jeg kastede mig over bogen ”Overblik – alt du skal vide om hverdagsøkonomi” med den lumske bagtanke, at her var måske en rigtig god julegave til mine fire børn i alderen 19-27 år. Her var forhåbentligt bogen om alt det, jeg selv som forældre – trods over 30 års erfaring fra finansbranchen – havde glemt at give dem med hjemmefra af gode råd om budgetlægning, forsikringer, pension, skat m.m.
Ved nærmere gennemlæsning viser det sig hurtigt, at bogen kan meget mere end være en god gave. Den kan faktisk – vil jeg påstå – for de fleste almindelige læsere tjene sig hjem på få kapitler. Dels i sparede omkostninger. Dels i fradrag, mange nok har glemt på deres selvangivelse. Jeg lærte i hvert fald nogle budget-tricks og fradrag, jeg ikke kendte til, som vil spare min kone og jeg for mange gange de 237 kroner bogen koster hos boghandleren.
Dumpede i matematik
Bogen er bygget op af ni dele over 318 letlæselige sider. Del 1 handler om at starte med budgetlægning for at få overblik over sin økonomi. Derefter følger kapitler om hhv. skat, bilkøb, boligkøb, forsikringer, pension, hverdagsjura (især skilsmisse og arv) , investering samt børneopsparing.
”Overblik – alt du skal vide om hverdagsøkonomi” er skrevet af finansiel influencer og økonomisk mentor Pernille Oldgaard. Som hun selv skriver i indledningen til bogen, så dumpede hun matematik på handelsskolen og uddannede sig alligevel til finansøkonom, blev bankrådgiver og allerede som 26-årig filialdirektør i Nordea. Siden har hun startet moneymum.dk og lever i dag udelukkende af at rådgive privatpersoner om deres økonomi.
Læg et budget
Kapitel 1 indleder med præsentation af flere forskellige modeller for budgetlægning og hvordan et parforholds privatøkonomi kan struktureres. Der gives gode råd om bl.a. brugbare budget-apps, hvordan man får styr på sine variable klatomkostninger og undgår for mange impulskøb, nemme omkostninger der kan spares penge på, hvad man skal passe på med mht. kviklån, hvordan man får et godt forhold til sin bank og bankrådgiver og fif til når der skal forhandles om renten på lån.
Kapitel 2 indholder et godt overblik over skattesystemet og gode forklaringer på forskellige vigtige skattebegreber. Fra side 73 tjener bogen sig rigtig hjem, for her gives der små fif til forskudsopgørelsen og en lang række fradrag. Et af dem har jeg ikke selv været opmærksom på, og det kommer til at spare mig for en del pengene. Så tak for det, Moneymum. I alt anslås vi herhjemme at snyde os selv for 12-15 mia. kr. årligt i glemte fradrag svarende til 2800 kroner per dansker. Så det er ikke pebbernødder, vi snakker om.
Se på ÅOP efter skat
Kapitel 3 handler om bildrømme og fordele og ulemper ved de forskellige valg, man kan gøre sig. Købe ny eller brugt bil eller lease? El, hybrid, diesel eller benzin? Der gives gode idéer til opstillingen af et bilbudget, hvordan et bilkøb kan finansieres bedst og vigtigheden af at kigge på et låns ÅOP – årlig omkostning i procent – efter skat og ikke før skat. Ellers kan man gå helt galt i byen. Kapitlet er rigtig brugbart, men kunne stå helt stramt, hvis der stod lidt mere om, hvordan man er stillet, når man køber en bil brugt. Belært af erfaring kan jeg afsløre, at der er flere vigtige finurligheder i lovgivningen, det er godt at være vidende om, hvis der sker noget med bilen, man har købt.
Fejl gentages
Kapitel 4 handler om bolig. Om fordele og ulemper ved at leje, eje eller købe en andelsbolig. Her kommer bogen med gode råd om bl.a. andelsbolighandler og vigtigheden af at checke andelsboligforeningen efter for evt. dyre lån, der i værste fald kan komme til at koste én dyrt.
Kapitlet gennemgår fint og letforståeligt de forskellige typer boliglån, men gentager her desværre en fejl, jeg i mange år er stødt på igen og igen i boligrådgivningen i danske banker og sparekasser, især når det gælder belåning af friværdien i boligen: At et kort lån er mere risikabelt end et langt boliglån, hvor renten er kendt i mange år frem. Det gælder kun i en situation med inflation, men ikke ved deflation, hvor man risikerer, at værdien af boligen falder, og værdien af den langfristede gæld stiger. Ens formue vil altså rammes dobbelt så hårdt ift. hvis man havde optaget et kort lån.
Nu lever vi i en tid, hvor bekymringen er større for inflation end deflation, så skaden er ikke stor.
Bogen skal under juletræet
Forsikringer er emnet for kapitel 5, der igen er spækket med små og store gode råd, som er fornuftige at få checket efter, fx hvis man er ejer af en el-ladcykel, som jeg selv. Der er også gode råd til selvstændige, medlemskab af Danmark og lette penge at spare ift. betalingsgebyrer.
I kapitel 6 gennemgås pension, det andet emne i en husholdningsøkonomi, der lige som forsikring keder de fleste danskere, men som er vigtigt at holde nogenlunde styr på. Både ift. sig selv, men også sine eventuelle børn.
Hverdagsjura i kapitel 7 handler især om arv, og hvad du skal være opmærksom på ved skilsmisse, regler for gaver, arveforskud m.m. Her er gives et rigtig godt overblik over de mange finurligheder i lovgivningen.
Bogen sluttes af med to kapitler om henholdsvis investering for begyndere samt opsparing og investering til dine børn. Her nævnes fine investeringsråd om spredning og om ikke at gå i panik, men nok ikke noget, der kan gøre Dansk Aktionærforenings medlemmer meget klogere.
Alt i alt har Pernille Odgaard skrevet en meget anbefalelsesværdig bog om hverdagsøkonomi, som allerede har sparet mig for en del penge,, og som helt klart skal ligge under juletræet til mine fire børn.