Ahlers-biografi giver smæk for skillingen
Man bliver nødt til at have en hovedperson med et liv, der er lidt mere interessant end de flestes, hvis man skal skrive en vellykket biografi. Det har Tommy Ahlers, selv om vi faktisk ikke ved så meget om ham.
Derfor er mine forventninger høje til hans nye biografi, Uperfekt, der er skrevet i samarbejde med Rune Skyum-Nielsen. Her må komme noget nyt frem. Og med medforfatterens meritter in mente er der ingen grund til at sænke forventningerne.
Biografien er klassisk opbygget. Vi begynder med Tommy Ahlers’ ankomst til denne verden i det mørke Sønderjylland i 1975. Han rykker til København, begynder på skilsmisseuddannelsen HD på CBS og erfarer efterhånden, at han ikke kun er seksuelt tiltrukket af kvinder.
Ahlers bliver ansat hos McKinsey - et sted, der i de år udmærker sig ved en fuldstændig tosset regel om, at medarbejderne må tage en taxa på job, så længe de møder ind før kl. 7. Den var nok ikke gået i dag, men det var sådan, man rullede, når man var en usikker overperformer, beretter Ahlers, hvis kunder måtte slippe 20.000 kroner for en dags indsats. Velbekomme.
Videre til hans mange start-ups. Begyndende med ZYB, nullernes sms-forretning, der med tiden udvikles til at blive en backup af kontaktdata, så man ikke skal taste på ny hver gang, man skifter device. Det var inden Apple havde udviklet sit Apple-ID, der klarer den slags i dag, og derfor ville det britiske teleselskab Vodafone gerne give 235 millioner kroner for foretagendet i 2008. Derpå kommer Podio, en social platform, som bliver solgt til amerikanske Citrix for 260 millioner kroner.
Millionerne vælter ind, men hvis man lider af den vildfarelse, at penge skulle være den direkte vej til lykke, kan man med fordel læse bogen grundigt, for det er ikke helt let at være Tommy i de år. Tvivlen er hele tiden med på rejsen.
Med de to succeser i bagagen bliver Tommy Ahlers i 2015 kendt af den brede befolkning, da DR blænder op for Løvens Hule for første gang. Derfra er vejen kort til politik. Ahlers var tidligere KU’er, men bliver nu medlem af Disruptionrådet - et meget ”vigtigt” initaitiv, hvis håndgribelige resultater nok står uklare for de fleste. Videre til Venstre og en ministerpost. Her får den politisk interesserede læser virkelig smæk for skillingen. Sammen med beretningerne om hans seksualitet er det her, han virkelig brænder igennem i bogen.
I politik gælder det som andre steder i livet, at når der er højt at flyve, er der også dybt at falde. Lavpunktet er tiden som folketingsmedlem. Her brænder han ud. Erkender, at politik ikke er for ham. Selv om politik virkelig burde kunne rumme ham.
I det hele taget gælder det, at man flere gange i bogen får stor sympati med Ahlers. Det er en kæmpe styrke - og selv om meget af æren tilfalder Rune Skyum-Nielsen kan man også mærke hovedpersonen. En mand, der vil - og en mand, der med denne bog åbner lidt mere op til privaten på en yderst sober måde. Læs og bliv klogere på både erhvervsliv og politik.
Forfattere: Tommy Ahlers i samarbejde med Rune Skyum-Nielsen
Titel: Uperfekt
Udgivelsesdato: 19. november 2024
Sider: 272
Sprog: Dansk
Pris: 300 kroner