Køb kun de bedste aktier – og hold fast i dem
Alle lande har deres investeringsguruer. I Danmark kender vi bedst vores egne orakler og de største amerikanske, men den engelske kapitalforvalter Terry Smith er også et interessant bekendtskab. Hans seneste bog giver et hurtigt og let tilgængeligt overblik over hans investeringsfilosofi.
Terry Smith blev kendt i den britiske offentlighed, da han i 1992 udgav bogen ”Accounting for Growth”, der beskrev flere større, britiske virksomheders kreative tilgang til regnskabsaflæggelse. Uheldigvis var nogle af virksomhederne kunder hos Terry Smiths arbejdsgiver, investeringsbanken UBS Phillips & Drew, og bogen kostede ham jobbet som aktieanalysechef.
Historien har givet ham ret, og hans karriere har da heller ikke taget skade. Siden 2004 har han drevet investeringsfonden Fundsmith med pæn succes.
Ud over de gode resultater adskiller Fundsmith sig fra andre fonde ved en på overfladen meget enkel tilgang til investering, der kan sammenfattes i tre punkter:
- Køb aktier i kvalitetsselskaber.
- Lad være med at betale for meget.
- Sid på hænderne.
Det lyder enkelt, men hvad er kvalitet, og hvordan undgår du at betale for meget? Det løfter Terry Smith sløret for i bogen ”Investing for Growth”, der er en samling af artikler og uddrag af Fundsmiths tidligere årsrapporter.
Der er altså ikke tale om en tung lærebog, og læseren kan starte med at slå ned på de artikler eller emner, der i første omgang fanger opmærksomheden. Terry Smith skriver ganske underholdende, og de fleste vil nok ende med at læse det meste af bogen, også de dele, der umiddelbart ikke har interesse.
Bogen kommer vidt omkring. Terry Smith røber hvilke ord i ledelsesberetninger, der er klare faresignaler. Han fortæller, hvad du som investor kan lære af Tour de France og af fodboldklubben Manchester Uniteds legendariske træner, Sir Alex Ferguson. Og han forklarer, hvorfor ”kedelige” aktier er systematisk undervurderede. Det vil føre for vidt at opremse alle de emner, der tages under kærlig behandling, men fire temaer går igen.
Det drejer sig om fire ”myter”, som Terry Smith gerne vil punktere, nemlig at aktiv investering ikke kan betale sig, at valueinvestering er dødt, at investering i små og mellemstore aktier er for risikofyldt, og at store virksomheder altid er kvalitetsselskaber.
Du har sikkert allerede gættet, at Terry Smiths tilgang til aktieinvestering minder meget om Warren Buffetts. Til gengæld er han mere kontant og forklarer sine pointer bedre end Buffett, der godt kan blive lidt lang i spyttet. ”Investing for Growth” kan derfor anbefales. Investeringsrådene er klare og giver mening for alle, både nye og mere erfarne investorer.
Hvis du vil have en forsmag, kan du læse brugervejledningen eller manualen – det kalder han den faktisk – til Terry Smiths fond på fundsmith.co.uk.
Terry Smith: Investing for Growth (How to Make Money by only Buying the Best Companies in the World)
Udgivet: 2020
Pris: 279,95 kroner (eklusiv forsendelse), saxo.com