Kultur

Inde i hovedet på succesrige investorer

Billede
Hvad har vor tids mest succesrige investorer til fælles? Og kan vi lære andet af dem end investeringstips? Det er nogle af temaerne i denne letlæste og underholdende bog med masser af gode råd.
Billede

Af
Steen Bech Andersen

Journalist og redaktør på Aktionæren

William Green har i et kvart århundrede interviewet nogle af verdens mest succesfulde og beundrede investorer og skrevet om dem i Time, Fortune, Forbes, The Economist og andre finansmagasiner. Han har gennem årene opbygget en relation til dem og en indsigt i deres måde at tænke på, som er samlet i ”Richer, Wiser, Happier”.

Det kunne være blevet en dræbende kedsommelig bog med opremsning af afkastprocenter og formuestørrelser eller beskrivelser af yachter og landsteder. Men sådan er bogen på ingen måde. Vi hører ganske vist om en enkelt ubærlig type, der kun rejser i eget privatfly for have sin hund med overalt, men – skal jeg skynde mig at sige – han er en undtagelse og fylder heldigvis ganske lidt i bogen.

En stor del af investorerne er nærmest i den anden grøft og interesserer sig kun lidt for penge (hvilket selvfølgelig er let at sige, når man har nok af dem). Warren Buffetts legendarisk spartanske levevis er ikke et enkeltstående tilfælde. Flere har – igen ligesom Buffett – også tænkt meget over, hvordan de kan bruge deres penge til at gøre en positiv forskel for andre – og ført deres tanker ud i livet.

For mange af investorerne i bogen er ydre tegn på velstand mindre interessante end vejen dertil, og det er det, der gør bogen interessant. Succes kommer ikke mindst ved at fokusere på indre processer som, hvordan vi tænker og træffer beslutninger, og ved at gøre sig klart, hvad man ved, og hvad man ikke ved.

Led efter hullerne i osten
Det gælder blandt andre Buffetts mangeårige partner, Charlie Munger, der fortæller om sit konstante fokus på at undgå fejl. Et af hans redskaber er at vende tingene på hovedet og spørge: Hvad skal jeg gøre for at tabe penge? (Et godt svar, men ikke det eneste, er: Investér i et selskab, du ikke forstår.)

Han søger også efter information, der kan afkræfte hans antagelser, hvor de fleste mennesker – ikke blot i investeringssammenhæng – søger bekræftelse. Og for at eliminere følelser og personlige holdninger arbejder han og Buffett efter en nærmest videnskabelig metode, når de analyserer mulige investeringer.

Ukendt, men interessant
Munger er hovedpersonen i et af bogens otte kapitler, der hver især tager udgangspunkt i en ikke nødvendigvis kendt investor. Andre kendisser er Howard Marks, Joel Greenblatt og John Templeton, mens Warren Buffett må nøjes med en birolle, hvilket egentlig er helt forfriskende.

Alt i alt kommer William Green rundt om 40-50 investorer, hvoraf flere af de for mig ukendte faktisk var de mest interessante. Det gælder for eksempel Nick Sleep og Qais Zakaria, eller blot Nick & Zak, en arbejdsløs, skotsk landskabsarkitekt og en desillusioneret, irakisk aktiehandler, der med kultklassikeren ”Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel” som bibel opbyggede en af de mest succesfulde investeringsfonde nogensinde. I løbet af 13 år gav deres fond, Nomad, et afkast på 921 procent, mens verdensindekset i samme tidsrum steg 117 procent, hvorefter makkerparret returnerede alle pengene til deres investorer og trak sig tilbage.

Opskrift på succes
Bogen var overraskende interessant og gav mange flere indsigter, end jeg havde forventet, blandt andet at et generelt træk hos de dygtigste investorer er, at de tør gå imod strømmen og holde fast i deres overbevisning – også selv om markedet er imod dem i en længere periode. De er uhyre disciplinerede, både hvad angår arbejdsindsats og metode, men samtidig så mentalt fleksible, at de er i stand til at ændre holdning, når nye data og ny information dukker op.

Indvendingen er naturligvis, at der uden tvivl også findes disciplinerede, hårdtarbejdende, langsigtede investorer, der har klaret sig mindre godt. Vi hører kun om dem, der har gjort det godt. Der er næppe en sikker opskrift på succes.

Men lad os som Charlie Munger vende spørgsmålet på hovedet: Hvad skal du gøre for at få fiasko som investor? Manglende disciplin, kortsigtet investeringshorisont og uvilje mod at anerkende nye fakta vil bringe dig et godt stykke vej mod fiaskoen, så på den måde holder bogens budskab.

Erfarne investorer med hang til valueaktier vil nok få mest ud af bogen, men den er heldigvis pakket med så tilpas mange guldkorn, at der er noget for alle, også de mindre erfarne.

William Green: Richer Wiser, Happier
Udgivelsesdato: 29. april 2021
Sider: 288
Sprog: Engelsk
Pris: 159,95 kr. saxo.com