Rejseaktier med fart på i 2022
KLUMME: I 2022 er der potentiale for et massivt opsving i turistsektoren i takt med, at pandemien bevæger sig ind i en mindre alvorlig endemisk fase. Flere eksperter er forsigtigt optimistiske og noterer sig, at der er en opsparet rejselyst hos forbrugerne.
Sektoren var en af de første, som blev hårdt ramt af nedlukningerne under pandemien, men nu viser søge-mønstrene på internettet, at der er en stigende interesse for at booke fly og hoteller. Det er gode tegn for hele rejsebranchen.
Her er mine bedste bud på virksomheder, hvor vi kan forvente stigninger i løbet af året:
Royal Caribbean Cruises (RCL) ser ud til at kunne nå niveauet af passagerer fra før pandemien inden for det næste år, da der allerede er usædvanligt mange reservationer næste sommer. Reservationer af krydstogter i 2022 ligger inden for normalområdet og ligefrem til højere priser end før pandemien.
RCL havde i 3. kvartal 2021 en omsætning på ca. $460 millioner, en væsentlig forbedring fra et underskud på $34 millioner året før. I løbet af 2021 har der været en stabil vækst, hvilket har gjort markedsdeltagere forsigtigt optimistiske. Kursmål $100,3 (ca. 14 % stigning).
Få aktietips to gange om ugen - tilmeld dig vores nyhedsbrev her
American Airlines (AAL) oplever igen vækst i rejser, og virksomhedens indtjening i 3. kvartal 2021 viser en omsætning på næsten $9 milliarder, en stigning på 20 % i forhold til 2. kvartal 2021. I 3. kvartal rapporterede AAL dog et uventet overskud på $170 millioner.
Flyselskabet modtog mindst $6 milliarder i føderal lønningsstøtte, hvilket hjalp med at holde driften kørende. AAL forventer stor efterspørgsel, mere end 6000 afrejsedage i spidsbelastningsperioder i 4. kvartal 2022. Kursmål $22,5 (ca. 20 % stigning).
Airbnb (ABNB) giver adgang til mere end 5 millioner overnatningsmuligheder i mere end 220 lande og regioner. Virksomheden rapporterede en omsætning på $2,25 milliarder og en stigning på 29 % i løbet af 3. kvartal 2021. Det skyldtes lempelser af restriktioner, som betød, at flere igen kunne bruge tjenesten.
På trods af pandemien havde virksomheden den højeste omsætning og det højeste nettooverskud, der nogensinde er registreret i 3. kvartal. CFO Dave Stephenson er fortsat håbefuld omkring, at tendensen vil fortsætte ind i 2022. Kursmål $196 (ca. 15,6 % stigning).
Expedia Group (EXPE) er en global online rejseudbyder med både ferierejser, forretningsrejser og videreformidling af bookinger fra flyselskaber og hoteller. Ligesom resten af rejsebranchen oplevede Expedia et kraftigt fald i omsætningen på grund af pandemien.
Virksomhedens seneste resultater bekræfter dog, at de mørke dage er ved at være ovre. I 3. kvartal 2021 havde EXPE et nettooverskud på $360 millioner, en markant stigning fra et tab på $222 millioner sidste år. Administrerende direktør Peter Kern giver udtryk for, at selskabet vil være mere aggressivt, når opsvinget er godt i gang. Kursmål $203 (ca. 3 % stigning).
Booking Holdings (BKNG) driver flere søgemaskiner med flybilletter, hoteller og biludlejning. Da pandemien ramte, rejste BKNG kapital nok til at sikre likviditeten i et par år. Virksomheden reducerede også personaleomkostningerne med 25 %. Mellem 2. og 3. kvartal 2021 er virksomhedens likviditet steget med $3,9 milliarder til $11,2 milliarder, hvilket gør det til en af de mest pålidelige rejseaktører.
BKNG har på det seneste satset på fusioner og opkøb, og har bl.a. erhvervet Getaroom i november 2021 og er i øjeblikket igang med at købe Etraveli Group. I 3. kvartal 2021 lå omsætningen på $4,72 milliarder, hvilket nærmede sig omsætningen i 3. kvartal 2019 på $5 milliarder. Kursmål $2829 (ca. 7,7 % stigning).
Artikler, analyser eller interviews mm. i magasinet Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i magasinet Aktionæren eller på Shareholders.dk.