Fire aktier der eksponerer dig mod kryptovaluta
KLUMME: Krypto beskattes som personindkomst, og for de fleste danskere, der har en nogenlunde gennemsnitlig indkomst, ligger den i de flestes tilfælde på hele 53 procent, den dag de sælger ud.
Pt. findes der stadig ingen kryptofonde, der beskattes efter den mest fordelagtige aktieindkomst-sats. Vil man gerne optimere skatten og have eksponering til prisudviklingen i kryptomarkederne, kan løsningen være at købe aktier i selskaber i kryptosektoren, der i mere eller mindre grad følger prisudsvingene i markedet.
Som privatinvestor kan du ikke få en nøjagtig 1-til-1 udvikling i kursen mellem selskaber og prisen på Bitcoin, men du kan komme tæt på, og du kan til en vis grad også få del i upsiden uden at løbe en for høj risiko, hvis du vælger et større selskab.
Her er fire af verdens mest benyttede aktier til at få eksponering mod kryptomarkedet:
Microstrategy (NASDAQ: MSTR)
Stifter og CEO i den mere end 1000 mand store it-virksomhed, Michael Saylor, har en nærmest religiøs kærlighed til Bitcoin. Så meget, at han turnerer verden rundt på tv-stationer, YouTube-kanaler, og koncerners bestyrelseslokaler for at holde oplæg om, hvor fantastisk kryptovalutaen er, og hvordan andre virksomheder kan investere deres overskud i den.
For det har Microstrategy i dén grad selv gjort. Michael Saylor har nemlig overbevist sin egen bestyrelse om, at selskabet konverterer al profit fra dollars til Bitcoin, og han har sågar lånt et trecifret millionbeløb til at købe endnu flere Bitcoins. Det estimeres, at selskabet sidder på helt op til 100.000 bitcoins af de nuværende 18 millioner, der findes på markedet i dag, og er dermed en af verdens absolut største investorer i Bitcoin. Kigger man på kursudviklingen i aktieprisen for Microstrategy, kan man se, at aktieprisen følger prisen på Bitcoin nogenlunde tæt.
Coinbase (NASDAQ: COIN)
Coinbase er en af verdens første og største kryptobørser i USA med 68 millioner brugere. Den har compliance i højsædet, og er den første kryptobørs i verden, som man kan købe aktier i. Det er af eksperter blevet udpeget som den måde flest institutionelle investorer vil vælge for at få eksponering til kryptomarkedet.
Selskabets aktiekurs bør til en vis grad følge prisen på kryptomarkederne, da hovedindtægterne kommer fra kommission på kryptohandler, som typisk stiger og falder alt efter, om vi befinder os i et bull- eller bear-market.
Coinbase har for nylig meddelt, at selskabet vil investere en del af overskuddet i kryptovaluta, og har også offentliggjort planer om at udvikle en slags blockchain-baseret app-store, der kan gøre virksomheden lidt mindre afhængig af prisudviklingen på kryptomarkedet.
Da selskabet gik på NASDAQ-børsen i USA, var der stor hype, men kursen er faldet og stabiliseret siden da.
PayPal (NASDAQ: PYPL)
Ønsker du eksponering, men med mindst mulig risiko, er et stort selskab som betalingstjenesten PayPal et godt bud.
Tjenesten har 337 millioner brugere, der benytter PayPal til e-handel, så kerneforretningen er ikke bundet op på kryptomarkedet, og er derfor mindre sårbar ved fald i markederne for kryptovaluta. Til gengæld kan PayPal få stigende indtægter, når kryptomarkederne stiger.
PayPal har længe haft deres øjne rettet mod krypto. For nyligt indførte de muligheden for, at visse brugere kan købe og sælge kryptovaluta på platformen. Foreløbigt forbeholdt briterne, men ifølge dem selv snart flere nationaliteter.
Square Inc (NYSE: SQ)
Twitter-stifter Jack Dorsey, der er stor fortaler for Bitcoin, står bag den San Francisco-placerede betalingsvirksomhed, der ejer Cash App. App’en er voldsomt populær i USA blandt især små virksomheder, der kan bruge den til at modtage betalinger med.
Den har over 30 millioner brugere, og den har en feature, hvor man nemt kan købe Bitcoin. Denne feature er blevet enormt populær, og derfor kan man regne med en lidt større korrelation til kryptomarkederne end fx PayPal. Derudover har Square Inc i juli meddelt, at selskabet vil lancere en forretning, der skal være dedikeret såkaldte decentraliserede finansielle services via Bitcoin.
Flere muligheder
Dette er blot nogle af de mest populære eksempler, og det er ikke en købsanbefaling. Der findes også mange andre aktier, der giver indirekte eksponering mod kryptomarkederne.
Eksempelvis har Twitter lige gjort det muligt at give folk drikkepenge i form af Bitcoin, Tesla har Bitcoin på kontoen, og en af verdens mest hypede tech-fonde ARK Invest, har også også investeret i adskillige kryptoprojekter.