Klumme

Besked til Mærsk: Under normale omstændigheder ville vi rose ledelsen

Billede
Giv os generalforsamlingen tilbage, lyder det fra direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak på dagen, hvor A.P. Møller - Mærsk holder sin generalforsamling uden mulighed for at møde fysisk op.
Billede

Af
Mikael Bak

Direktør i Dansk Aktionærforening

Bliv medlem af Dansk Aktionærforening og modtag 9 udgaver af magasinet Aktionæren

”Giv os generalforsamlingen tilbage.”

Sådan lyder et stort ønske fra direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak til A.P. Møller Mærsk, som har valgt at nedlægge den fysiske generalforsamling og indsætte et fuldt digital i stedet.

”Vi ved, at rigtig mange aktionærer sætter pris på at de kan møde fysisk op og høre ledelsens beretning. Kig blot på Novo, som havde cirka 500 aktionærer med til generalforsamlingen og over 1000 til deres efterfølgende aktionærmøde samme dag – torsdag i sidste uge,” eksemplificerer Mikael Bak og slår fast:

”Flere burde gå den vej.”

I stedet for at aktionærerne selv kan fremføre deres synspunkter, tilbyder selskabet at læse indlæg fra aktionærerne op ved en skuespiller, som de kalder "Aktionærens Stemme".

”Initiativet er velment og innovativt, men det kan altså ikke erstatte den gode debat, hvor man har mulighed for at være til stede og se hinanden i øjnene, og fx også stille opfølgende spørgsmål. Vi håber derfor på, at vi får generalforsamlingen, som vi kender i både fysisk og onlineformat tilbage i 2024,” siger Mikael Bak.

Læs hele Mikael Baks indlæg på den digitale generalforsamling hos A.P. Møller Mærsk herunder.

Generalforsamlingen finder sted tirsdag den 28. marts.

Støt aktionærdemokratiet - bliv medlem af Dansk Aktionærforening nu

Indlæg til A.P. Møller - Mærsks beretning. Indlægget er lavet af direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak:

2022 var et rigtig flot år for både A.P. Møller-Mærsk og for aktionærerne, trods de vanskelige tider i verden omkring os. Derom skal der ikke herske tvivl.

Under normale omstændigheder ville vi på de private investorers vegne her gerne rose ledelsen både for en god beretning og for en stærk indsats i det forgangne år. Men det kan vi desværre ikke i år. Selskabet har nemlig valgt at nedlægge den traditionsrige og vigtige fysiske generalforsamling, og dermed også valgt at vi ikke kan se hinanden i øjnene til en debat – og til en fortjent tak for året der gik.

Vi har forstået på argumenterne, at man ikke mener, at det er besværet værd at holde en fysisk generalforsamling, samt at man vil følge med tiden, og at man i stedet vil indkalde til en uformel aktionærdag. Vi mener imidlertid, at det er en fejl for både selskabet, aktionærerne og det omkringliggende samfund, hvis man uden yderligere dialog vælger at nedlægge generalforsamlingen i den form, som vi alle kender den.

Bemyndigelsen til at holde en ren digital generalforsamling blev givet under coronakrisen, hvor tiden var en helt anden - og selv om vi er glade for en aktionærdag, så kan den ikke erstatte det forpligtende møde på generalforsamlingen.

Vi anerkender bestemt, at den elektroniske generalforsamling er et teknologisk fremskridt, som er kommet for at blive, og som giver flere mulighed for at være med. Men for alle parters skyld, så må den kombineres med muligheden for også at møde frem fysisk. Den direkte kommunikation, hvor vi står ansigt til ansigt, har en selvstændig værdi, særligt når komplicerede emner skal drøftes.

Vi håber derfor, at AP Møller Maersk igen vil give os mulighed for at mødes både elektronisk og fysisk til generalforsamlingen i 2024 - med en fortjent direkte tak til ledelsen og alle de ansatte, og med uddybende spørgsmål også til selskabets forretning.

Tak for det oplæste ord, og held og lykke i det kommende år.

Læs også:
Dansk Aktionærforening: Mærsk laver stor fejl