Nyhed

Danske investorer har særlig aktiefavorit i 2025

Billede
Dansk Aktionærforenings årlige nytårsundersøgelse viser, at private investorer har stærk tro på positive afkast i 2025. Investorerne har isør tiltro til én dansk aktie, når de vurderer, hvor afkastet skal komme fra.

Mens det danske C25-indeks endte 2024 med et negativt afkast på minus 2,43 procent, stod det langt bedre til for de fleste private investorer.

Det viser den årlige nytårsundersøgelse fra Dansk Aktionærforening, hvor medlemmer og modtagere af foreningens nyhedsbrev har svaret. Flere end 1500 aktive private investorer har deltaget. Af dem melder hele 85 procent om positive afkast i 2024, mens godt 47 procent af respondenterne fortæller, at de havde afkast på mere end 10 procent i 2024.

Ifølge direktør i Dansk Aktionærforening, Mikael Bak, er det særdeles positivt at se, at de danske investorer har husket det gode råd om at sprede investeringerne, og derfor ikke er gået ned sammen med Novo Nordisk, Vestas og Genmab, som oplevede store fald i 2024.

”Det er særdeles positivt, at kun 10 procent melder om tab på investeringerne i år. Det tyder på, at der har været en solid portion udenlandske aktier og andre aktiver i porteføljerne,” siger Mikael Bak.

Han uddyber:

”Det hænder, at vi hører eksperter sige, at de private investorer ikke kan navigere i aktiemarkedet, og blot bør vælge passive fonde. Men det er ikke sandt. Denne undersøgelse viser, at det kan lade sig gøre at navigere godt igennem også i de år, der har været udfordrende for det danske aktieindeks.”

37 procent af respondenterne melder om overskud på investeringerne på mellem 10-25 procent, mens godt 9 procent af deltagerne melder om afkast på mere end 25 procent.

LÆS OGSÅ: Thorleif Jackson udpeger 10 aktier til ny dansk udbytteportefølje

Markant optimisme for 2025
Når det kommer til forventningerne til 2025 er der stor optimisme at spore hos de private. Hele 96 procent af respondenterne tror på positive afkast i C25-indekset. Halvdelen forventer afkast på 5-10 procent, mens en tredjedel tror, afkastet lander over 10 procent for det ledende danske indeks.

”Man fristes til at tro, at mulighederne for et positivt afkast hjælpes på vej af, at vi oplevede et surt 2024 for de største danske aktier”, lyder det fra Mikael Bak, ”men det er som bekendt ingen garanti for bedre tider, selv om mere end 9 ud af ti tror på bedre tider. Selv om en række eksperter umiddelbart deler optimismen, må vi ikke glemme, at vi lever i en tid med internationale uroligheder og meget volatile markeder, der kan presse udvalgte danske selskaber også i det kommende år. Spredning er redning igen i 2025”, siger Mikael Bak.

LÆS OGSÅ: Vækstporteføljen tæsker markedet med stort merafkast - se aktierne

Størst tro på det amerikanske marked
Når det kommer til udsigterne for de globale markeder, er der ingen tvivl hos de private investorer. Hele 67,8 procent tror, det bliver det amerikanske marked, der igen i år kommer bedst ud med afkast, mens blot 19,5 procent peger på Europa.

Ifølge Mikael Bak er det ikke så mærkeligt, da analytikerne generelt har talt positivt om de amerikanske aktiers muligheder i den første tid under den nye Trump-administration. Direktøren advarer dog om, at det kan være svært for det amerikanske marked to år i træk at leve op til de meget flotte afkast, som vi har set det seneste år.

”Vi må forvente, at 2025 bliver trukket ikke blot af de største amerikanske aktier, men også at de små og mellemstore aktier. Sker det er der stadig vækst at hente, til gengæld kan man heller ikke udelukke at det lunkne danske aktiemarked byder på et comeback som kan udfordre USA”, siger han.

Danske enkeltaktier er fortsat populære
Trods de positive forventninger til det amerikanske marked melder flertallet af de godt 1500 investorer, at de foretrækker enkeltaktier fra de danske børser, og dernæst de nordiske markeder i det kommende år. 80 procent af undersøgelsens deltagere holder fast i, at de vil investere dansk, mens 59 procent melder om at de vil investere i udenlandske aktier.

For første gang ligger investering i ETF’ere foran fondene, med henholdsvis 42 procent og 33 procent. Obligationer ligger fortsat lavt med kun 10 procent. Det samme gælder krypto, der kun tiltrækker interesse fra 3,5 procent af de adspurgte.

”Vi vil som forening gøre vores til at inspirere investorerne både om fonde og ETF’ere”, lyder det fra Mikael Bak, der også fortæller, at han forventer at kryptovaluta kan komme højere op i de kommende år, også blandt yngre investorer. Ikke mindst hvis Trump som ventet vil bakke op om de digitale valutaer.

”Vi må ikke glemme, at vi står overfor store forandringer i de kommende år. Både med stigende fokus på AI og nye investeringsformer. Det stiller krav til os som forening og inspirationskilde ud mod vores medlemmer”, siger Mikael Bak.

LÆS OGSÅ: Aktierne stiger på særligt tidspunkt af døgnet

Kendte selskaber topper favoritlisten for 2025
Dansk Aktionærforening har igen i år også spurgt investorerne, hvilke C25-aktier de tror vil stige mest i 2025. Her er der et par kendte gengangere øverst på listen. Suveræn favorit er Novo Nordisk, som hele 61 procent af respondenterne har blandt favoritterne.

På de næste pladser følger Vestas med 32 procent og herefter DSV og Genmab begge med 24 procent.

Blandt de lidt mindre selskaber er det Torm, NKT og GN Store Nord, der topper med 11-13 procent.

”Både Genmab og Vestas oplevede jo massive tab i 2024, og det giver dem alt andet lige et udgangspunkt for et comeback, men det er jo blot ikke altid sådan at en nedtur automatisk følges af optur. Det gælder også for Novo Nordisk, som de senere år har fået en særlig plads i danskernes porteføljer. Vi vil følge de udvalgte selskaber nøje gennem analyser og markedsdækning, og dermed forsøge at klæde vores medlemmer på til at træffe de bedste investeringsbeslutninger”, lyder det fra Mikael Bak.

LÆS OGSÅ: Ekstra afsnit 25 - hvilke aktier er der i udbyttesokken?

Våbenaktier slår den grønne omstilling
På spørgsmålet om hvilke udvalgte sektorer de private investorer tror mest på i 2025, er det våben- og tech-aktier. Aktier fra de to sektorer høster dermed større tiltro end de grønne aktier. Noget der ikke overrasker Mikael Bak:

”Med al den uro vi oplever i verden og med de politiske meldinger herhjemme, giver det god mening, at våbenaktier fortsat har fokus fra de private investorer. Man bør dog se sig godt for, da en del våbenaktier er blevet en del dyrere de senere år. Det samme gælder for tech-aktierne, hvor priserne (P/E – price/earning) på selskaber som fx Nvidia og Tesla ligger højt”, siger fra Mikael Bak, der holder fast i at det bedste råd til 2025 er at forblive investeret, men at det skal gøres med en stor spredning og med et fortsat langsigtet fokus. ”2024 var ikke et nemt år, men vores medlemmer kom flot igennem, siger Mikael Bak.

LÆS OGSÅ: Fire professionelle: Disse sektorer vil vi eje i 2025

Respondenterne har svaret på Dansk Aktionærforenings nytårsundersøgelse fra 20. december 2024 til 2. januar 2025. Det er medlemmer af Dansk Aktionærforening og modtagere af foreningens nyhedsbrev, der har svaret på undersøgelsen.

DAFs nytårsundersøgelse 2024
Hent som PDF