Nyhed

Danskerne taber 23 milliarder kroner på aktier

Billede
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.

Netop offentliggjorte tal fra Nationalbanken viser, at danskernes aktieformuer i både danske og udenlandske aktier lyder på i alt 890 milliarder kroner ved udgangen af juli. Det er et fald på 23 milliarder kroner i forhold til juni.

Set for 2024 som helhed er aktieformuerne dog steget med 88 milliarder kroner.

Aktieformuen fordeler sig med 735 milliarder kroner i danske aktier og 155 milliarder kroner i udenlandske aktier.
Både formuen i danske og udenlandske aktier er steget i løbet af 2024 som følge af kursstigninger, men kradser vi lidt i overfladen, har danskerne aktivt solgt ud af danske aktier for omkring 14 milliarder kroner. Omvendt er der købt op i udenlandske aktier for 7 milliarder kroner.

”Tallene dækker kun til og med juli, og uroen på de finansielle markeder i starten af august er således ikke med. Mange af de største aktieindeks har dog rettet sig mærkbart siden da, og ser vi på året som helhed, så leveres der fortsat rigtigt pæne afkast,” skriver privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer i en kommentar til tallene.

LÆS OGSÅ:
Forvalter vurderer: C25-aktie er 388 procent for dyr

Danskernes aktieformuer faldt i juli, men har på trods af det haft et godt 2024. I år er der lagt 88 milliarder kroner til aktieformuerne, som primært er vokset som følge af positive aktiemarkeder.

”Uroen på de finansielle markeder i begyndelsen af august gav indledningsvist gedigne nedgange på aktiemarkederne rundt om i verden, mens også renterne faldt ganske mærkbart,” skriver privatøkonomen.

Det hjemlige C25-indeks faldt med mere end 5procent i de første turbulente dage i august. Siden er der dog faldet væsentligt mere ro over feltet, og en del aktieindeks har allerede indhentet det tabte igen, mens også rentefaldene har stabiliseret sig.

”Den megen uro giver dog også anledning til at minde sig selv om, at investering i aktier vil give udsving undervejs, og kan ramme pludseligt. Det er derfor vigtigt at have det lange sigte på kikkerten, så der er plads til de udsving der uvægerligt kommer. Det bedste man kan gøre i en situation med dansende aktiemarkeder, er at have is i maven, bevare roen og overblikket og minde sig om sin oprindelige investeringsstrategi og holde fast,” skriver Brian Friis Helmer.

Bliv medlem af Dansk Aktionærforening og modtag 9 udgaver af magasinet Aktionæren.

Abonner på vores Youtube-kanal her:

Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. De nævnte aktier er ikke købsanbefalinger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved køb.