Kultur

Investorerne spillede op på Folkemødet 2024

Billede
Dansk Aktionærforening var endnu en gang med på Folkemødet fra torsdag d. 12. juni til lørdag d. 14. juni, hvor der var stor fokus både på vækst, iværksætteri og på investeringer. Se billederne her.

Folkemødet 2024 er veloverstået. Det store event blev afviklet over tre dage, fra torsdag d. 12. juni til lørdag d. 14. juni, og bød på mere end 2900 events og debatter, og mere end 60.000 gæster var ifølge arrangørerne mødt frem.

For Dansk Aktionærforening var det endnu engang en mulighed for både at møde beslutningstagere, journalister, selskaber samt andre organisationer, og ikke mindst at nå ud til de mange gæster, både unge og ældre, der nysgerrigt lyttede til debatterne og de gode råd om investering. Vi bringer her fotos fra de tre dage på Bornholm.

Folkemødet 2024

Også i år var der stor fokus både på vækst, iværksætteri og på investeringer. Dansk Aktionærforening var med til at lukke Fondsbørsen sammen med Nasdaq torsdag eftermiddag kl. 17.00, efter afslutningen af en debat om børsmarkedets udfordringer og muligheder. Her deltog direktør Mikael Bak sammen med CEO Kasper Tidemann fra Alefarm, Carsten Borring fra Nasdaq og Thomas Bernt Henriksen fra Berlingske.

Fredag stod den på fredagsbar, som Dansk Aktionærforening arrangerede i samarbejde med Iværksætterskibet. Der var musikquiz og bingo med sange om penge, opture og nedture, og godt 75 gæster kiggede forbi og spillede med fra kl. 17.30 til 19.00.

Den afsluttende debat om investorkulturen anno 2024 kom lørdag kl. 12.00, hvor Unge Aktionærer med Melina Garner og Josias Fagerland deltog i en særudgave af Fattigrøvsklubben og talte om unge og investering, lighed og fattigdom, og delte ud af deres investeringsstrategier, og selskaber, som de kigger på for tiden. Spørgelysten og nysgerrigheden fra de mange unge, der var mødt frem, var stor, så det blev en intens debat. Melina meldte ud, at hun pt. investerer mest i de ledende index, fordi hun synes markedet virker usikkert, og det kan være svært at forudse vinderne. Josias kigger en del på svenske aktier, og kom også med et par tips til de ca. 60 gæster, der trods regnen valgte at bruge deres lørdag middag på og omkring Iværksætterskibet på havnen i Allinge.