Fremragende introduktion til indeksfonde
Indeksfonde, også kendt som ETF'er (exchange traded funds), har vundet meget frem de seneste par årtier. En del af succesen skyldes, at indeksfonde tilbyder investorer en simpel og omkostningseffektiv måde at sprede deres investeringer over hele aktiemarkedet. Fondene følger specifikke markedsindeks og er designet til at efterligne markedets præstationer til lavere omkostninger end traditionel aktiv forvaltning.
I Mikkel Skippers bog ”Indeksfonde” introduceres først konceptet med indeksfonde. Den udforsker, hvorfor investorer kan drage fordel af at investere i dem, risikoen ved investering generelt, og hvordan indeksfonde kan reducere denne risiko. Et særligt interessant kapitel diskuterer forskellige investeringsstrategier med indeksfonde og runder af med, hvordan man kan minimere risici ved at forlade børskasinoet, som Skipper kalder det.
Bogen er også et indspark til debatten om fordelene ved at investere i passive indeksfonde, hvor indholdet i fonden sammensættes maskinelt ud fra en matematisk model, der beregner vægten af hver aktie. Udviklingen i en indeksfond skal derved så præcist og billigt som muligt afspejle det ønskede marked. Heroverfor står de aktivt forvaltede fonde og investorer i enkeltaktier, hvor hver aktie udvælges manuelt i en tro på, at man derved kan slå aktiemarkedet.
Direkte og letforståelig
Gennem hele bogen er der eksempler og argumenter for fordelene ved indeksinvestering, og derfor er det lidt overraskende, at den superaktive investor Warren Buffet flere gange i bogen omtales positivt. Buffet har gennem sit liv opbygget sin enorme formue ved netop ikke bare at følge markedet i en indeksfond, men ved aktivt at tage stilling til, hvilke aktier han finder attraktive. Men verden har heller ikke set så succesfulde investorer som Buffet, hvilket taler for indeksfondes værdi for investorer med mere ydmyge forventninger til egne evner.
Bogen minder i både format, indhold og skrivestil om den fine serie ”Tænkepauser” fra Aarhus Universitetsforlag, der i en række bøger tager små til store emner op fra hverdagen. Bogen er direkte og letforståeligt, hvilket gør den til en fremragende introduktion til indeksinvestering. Selv erfarne investorer kan finde værdi i bogens eksempler og anekdoter. Forfatteren har taget sig tid til at fatte sig i korthed, og dette menes positivt.
Der findes i forvejen masser af ikke mindst engelsksproget litteratur om emnet, men Mikkel Skippers bog har en berettigelse for læseren, der ønsker at komme i gang med at investere i indeksfonde, men som gerne vil have mere fast grund under fødderne, og som på den anden side heller ikke ønsker at kaste sig over de teoretiske værker om emnet.
Mikkel Skipper: Indeksfonde - Forrent din formue, bevar din købekraft, forstå din risiko
Udgivelsesdato: 25.02.2024
Sider: 182
Sprog: Dansk
Pris: 154,95 kroner