Investorviden

Storbank: Aktierne stiger mere end normalt i 2021

Billede
Verden vågner op, når vi får adgang til vacciner. Vi er på vej mod en genopretning af økonomien, vurderer chefstrateg i Nordea, der forventer flotte afkast på aktierne i 2021.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

De globale aktiemarkeder vil stige mere, end det vi er vant til i et gennemsnitligt aktieår. Således vurderer storbanken Nordea, at 2021 vil byde på afkast mellem 10 og 15 procent i løbet af næste år.

”Vores forventning er, at du i 2021 kan se frem til højere afkast end i et gennemsnitligt aktieår. Faktisk forventer vi, at aktier globalt vil give et afkast på 10-15 procent,” siger Andreas Østerheden i Nordeas egen podcast.

”Den prognose rummer naturligvis en række forbehold, og der vil være betydelige forskelle fra region til region og mellem de forskellige sektorer, men det er vores hovedscenarie for et bredt udsnit af aktier,” tilføjer han.

Læs også: "Disse 5 aktier stiger mindst 50 procent næste år"

Samtidig vurderer banken, at renterne vil forblive på et meget lavt niveau, hvilket også taler til aktiernes fordel.

”Vores forventning er ikke, at renterne skal markant højere op fra de nuværende niveauer, og i et sådant scenarie er afkastene på obligationssiden begrænsede, og aktier ser mere attraktive ud,” siger chefstrateg Andreas Østerheden.

Selvom verden fortsat vil være præget af pandemien til næste år, vil det begynde at se bedre ud, vurderer han.

Læs Også: "Flodbølge af penge på vej ind i disse aktier"

”Vi forventer, at det økonomiske opsving langsomt vil bide sig fast i 2021, hvilket vil gavne aktierne bredt set. Godt nok vil verden fortsat være præget af corona, men udsigten til en snarlig udrulning af vacciner, gør, at vi nu er ved begyndelsen på enden af pandemien. Den tid, der kommer efter en krise, som den vi har været igennem, er typisk et gunstigt miljø for aktier,” forklarer Andreas Østerheden.

Han kigger desuden på, hvor hurtigt, vi får adgang til en vaccine.

”Jo hurtigere en effektiv vaccine er på plads, jo hurtigere kan vi vende tilbage til normale tilstande. Forbrugerne har fortsat penge til forbrug, så det er vores forventning, at efterspørgslen vil vende tilbage, når restriktionerne forsvinder, og økonomierne igen åbner,” siger han.

Læs også: "Aktierne stiger og Vestas bliver en kursraket i 2021"

Det mest sandsynlige scenarie for økonomien i 2021 er, at økonomien går ind i en fase med et opsving, vurderer Nordea.

I det scenarie vil flere komme i arbejde og virksomhederne vil også tjene flere penge, vurderer banken og peger på, at det vil betyde at aktierne skal op.