Tysk valg uden betydning for markedet
Søndagens valg i Tyskland blev lige så tæt som forudset af mange. Både SPD og CDU/CSU har tilkendegivet deres sejr på baggrund af, hvad der synes at tegne til at blive et ultra tæt valgresultat.
Det ligner lige nu en regering bestående af SPD, Grønne, FDP eller af CDU/CSU, Grønne og FDP.
”I begge disse scenarier bliver den politiske dagsorden i forhold til EU, finanspolitik og klimapolitik indenfor et spektrum, der ikke giver anledning til en nævneværdig markedsreaktion,” siger chefstrateg i Nordea Andreas Østerheden og uddyber:
”Gældsbremsen står ikke til at blive ændret på, så faktiske politiske ændringer forbliver marginale, selvom retorikken nok vil ændre sig.”
Få aktietips hver uge - tilmeld dig nyhedsbrevet her
Økonomisk politik ligger fast
Investeringsøkonom Per Hansen ligger på samme linje, når han vurderer betydningen af det tyske valg.
”For investorerne vil den kommende tyske regering formentlig være tæt på en ikke-begivenhed. Tyskland har en lang tradition for flertalsregeringer uden meget stor dramatik. Den økonomiske politik ligger mere eller mindre fast,” siger Per Hansen.
Til gengæld giver det tætte resultat mulighed for lange koalitionsforhandlinger med partierne, og dermed tyder det på, at der ikke kommer en afklaring lige foreløbigt.
”Usikkerhed er noget, vi som investorer ikke er glade for, men indtil en ny regering er på plads, vil Merkel fortsat sidde ved roret. Den grønne omstilling er kommet for at blive, og det gør de Grønnes indtog i en kommende regering bestemt ikke det fokus mindre af,” noterer Andreas Østerheden.
De seneste målinger giver SPD 25,8 procent af stemmerne, CDU/CSU ser lige nu ud til at få 24,1 procent, de grønne 14,6 procent og FDP 11,5 procent.