Remote video URL
Investeringschef i Finans Danmark Kåre Valgreen fortæller om, hvorfor væksten fortsætter i antallet af nye investorer. Tv-indslaget er sponsoreret indhold og blev sendt første gang den 11. november 2024.
Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.
Danske privatinvestorer har siden Ruslands invasion af Ukraine i den grad øget deres investeringer i forsvarsaktier. Nye beregninger fra Finans Danmark viser, at værdien af danskernes investeringer i forsvarsaktier er mere end tidoblet siden september 2021. Det er netop krigen i Ukraine, der har ændret danskernes syn på investeringer i forsvarsindustrien, viser nye tal fra Epinion.
Regeringer over hele Europa har igangsat store forsvarsmæssige oprustninger siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022. Det har resulteret i en øget interesse for investeringer i forsvarsindustrien blandt danske investorer.
Nye data for privatkunders aktiebeholdninger i Danmarks seks største banker viser, at værdien af deres investeringer i forsvarsaktier er mere end tidoblet i perioden fra september 2021 til august 2024. Ved udgangen af september i år havde privatkunderne i de seks banker investeringer i forsvarsaktier for 2,1 mia. kroner, mens det tilsvarende tal tre år tidligere var 0,2 mia. kroner.
LÆS OGSÅ:
Thorleif Jackson: Gældfrit selskab med bomstærk balance
Stigningen betyder, at forsvarsaktiernes andel af danske privatinvestorers investeringer i enkeltaktier er vokset fra 0,1 procent til 0,7 procent. Til sammenligning udgør forsvarsaktier ca. 1,9 procent af verdensaktieindekset.
”Der er ingen tvivl om, at vi i disse år oplever en bemærkelsesværdig stor stigning i efterspørgslen efter forsvarsaktier. Det er naturligvis båret frem af de seneste års sikkerhedspolitiske forandringer, som både har skabt gode afkast for forsvarsaktierne og ændret mange danskeres holdning til investeringer i forsvarssektoren,” siger investeringschef i Finans Danmark Kåre Valgreen.
Det er især krigen i Ukraine, der har påvirket danskernes syn på investeringer i forsvarsindustrien. I en ny opinionsundersøgelse foretaget af Epinon for Finans Danmark siger to ud af tre danskere, at deres holdning til investeringer i forsvarsindustrien er blevet mere positiv efter Ruslands invasion af Ukraine.
Der er dog fortsat en vis splittelse blandt danskerne i forhold til etikken ved investeringer i forsvarsindustrien. I undersøgelsen svarer 38 procent, at de er ”helt enig” eller ”enig” i, at det generelt er etisk forsvarligt at investere i forsvarsindustrien, mens hver femte erklærer sig ”helt uenig” eller ”uenig” i det udsagn. Tilbage er omkring 40 procent, der er enten neutrale eller uafklarede.
LÆS OGSÅ:
Råd: Sådan bliver afkastet på aktier på 5 og 10 års sigt
“Der kan være forskellige tilgange til, hvordan man investerer i et stærkere forsvar. I vores beregning har vi set på ”klassisk” militært isenkram, men nyere områder som f.eks. cybersecurity spiller en stadig større rolle, når det kommer til sikkerheds- og forsvarspolitik. Det kan give muligheder for de investorer, der ønsker at have forsvarslignende investeringer, men som ikke ønsker at investere i den klassiske forsvarsindustri,” siger Kåre Valgreen.
Generelt er der ingen regulering, der forhindrer investeringer i forsvarsindustrien. Som investor kan man investere i forsvarsindustrien ved f.eks. at købe aktier i et bestemt forsvarsselskab eller ved at placere sine penge i en fond, der har investeringer i forsvarsindustrien. Omvendt har de investorer, der ønsker at undgå at investere i forsvarsindustrien, også mange muligheder, herunder at investere i fonde med strategier og politikker, der udelukker disse investeringer.
”Hvis man er i tvivl om, hvorvidt ens investeringer er i overensstemmelse med ens personlige holdninger og præferencer, kan man altid søge rådgivning i sin bank,” siger Kåre Valgreen.
Abonner på vores Youtube-kanal her:
Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. De nævnte aktier er ikke købsanbefalinger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved køb.