Karakterbogen: Novo topper, Ambu flopper
Investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen har givet karakterer til de store danske selskaber, der har aflagt regnskaber. Se Per Hansens karakterer herunder. Selskaberne har fået karakterer efter 12-skalaen.
Topkarakterer:
Ingen over og ingen ved siden af Novo Nordisk gælder stadig. Gang på gang leverer selskabet solide regnskaber, opjusteringer og har formentlig fået overbevist de sidste skeptikere om, at selskabets fremtidsudsigter er balancerede mellem insulin og fedme – med mere.
Karakter: 12
Mærsk sejlede endnu et godt regnskab hjem. Andet kvartal bliver også godt, stærkt understøttet af høje fragtrater. Aktiekursen holder skansen bedre end mange andre aktier på trods af risikoen for en amerikansk recession, som kan balancere markedet mellem udbud og efterspørgsel og formentlig vil reducere fragtraterne betragteligt.
Karakter: 10
DSV overgik forventninger og leverede en guidance 10 procent over konsensus for helåret. DSV kører og kværner videre. Alligevel er aktien kørt baglæns. Det skyldes en kombination af høj prisfastsættelse og økonomisk usikkerhed.
Karakter: 10
Få aktietips hver uge - tilmeld dig nyhedsbrevet her
Meget solidt:
Er Novozymes varigt tilbage på vækstsporet? Investorerne håber i det mindste på det.
Karakter: 7
Lundbeck indfriede forventningerne og mere til. Havde det ikke været for usikkerhed om 2022-udviklingen på det næststørste marked, Kina, skabt af Covid-19 nedlukninger, ville Lundbeck formentlig have opjusteret forventningerne til helåret allerede nu. Efter fire aktiemæssige rædselsår, er investorerne naturligt forbeholdne efter at være blevet sveget for mange gange. Hvis det værste med sikkerhed kan siges at være overstået, er Lundbeck en god kandidat til en solid outperformance de kommende år.
Karakter: 7
Jyske Bank opjusterede forud for sit regnskab igen forventningerne. At dømme efter flere på hinanden gode regnskaber er banken inde i en god stime præget af en fornuftig udvikling i forretningsomfanget koblet med et omkostningsmæssigt mådehold.
Karakter: 7
Chr. Hansen leverede endelig, efter for mange vækstskæverter et regnskab, som giver grund til optimisme.
Karakter: 7
ISS hævede sine omsætningsforventninger i sin ”trading-update” til et niveau for helåret på mere end 4 procent omsætningsvækst. Analytikerne har efterfølgende vekslet den opjustering til 5 procent højere EPS-forventninger. Noget tyder på, at ISS har gjort rent bord under topchef Jacob Aarup-Andersen.
Karakter: 7
Jysk forvalter: Disse tre aktier tror vi på
Glansen er forsvundet:
Netcompany indfriede forventningerne, men nervøse investorer sendte ikke desto mindre aktien yderligere 10 procent ned i dagene efter regnskabet. Netcompany er gået fra at have ”darling” status til at skulle bevise, at selskabet kan blæse og have mel i munden samtidig. Vigtige pejlemærker er 1)organisk vækst og 2)profitabilitet og 3)integration af deres store tilkøb – Intrasoft.
Karakter: 4
GN Store Nord har mistet sin glans. Regnskabet var som forventet, men aktien er fortsat den store nedtur. Aktien er gået fra at være ”højt prissat” til nu decideret at være ”billig”. I hvert fald hvis deres vækstambitioner indfris. Forskellen mellem selskabets mål og den aktuelle aktiekurs er skepsis mod strategien og eksekveringen; om Hearing og deres annoncerede produktlanceringer kan få selskabet tilbage i høreapparatstoppen; om Audio kan få komponenter, og om købet af Steelseries var en fornuftig pengeanbringelse.
Karakter: 2
Læs også: Udbytte kan sikre dig i urolige tider
Skuffelserne:
Vestas skuffede med endnu en nedjustering, mens investorerne håbede på, at det værste kunne være på vej til at blive lagt bagved. Efterfølgende kunne andre selskaber også bekræfte de svære markedsvilkår.
Karakter: 2
Danske Bank mangler agilitet. Banken fremhæver og gentager, at de er på rette vej, men investorerne er ikke imponerede. Lavere lyst til risikotagning vil uvægerligt have en fremadrettet indflydelse på indtjeningsmulighederne. Samtidig sker omkostningsreduktionen (alt) for langsomt. Forude venter en amerikansk sanktion og 8,5-9 procent ROE målsætningen næste år er der kun meget få, som tør købe ind på. For dem som tør og hvis Danske Bank lykkes med det, er der muligheder for en fordobling af sin investering på 18 måneder.
Karakter: 2
En kat har ni liv. Hvor mange nedjusteringsliv har Ambu, som går fra skuffelse til skuffelse? Man sidder på distancen og undrer sig lidt over den meget upræcise guidance, hvor selskabet i gentagne tilfælde må gå bodsgang og til bekendelse og undskylde for endnu en nedjustering. Bundpladsen går alene til Ambu uden diskussion.
Karakter: 0
Strateg: Denne type aktie foretrækker jeg nu
Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren.