Chefstrateg: Godt tidspunkt at opbygge sin aktieportefølje
Du skal kunne tåle svingende aktiekurser på den korte bane. Kan du det, er det til gengæld et fornuftigt tidspunkt at investere langsigtet.
Det vurderer chefstrateg i PFA Pension Tine Choi Danielsen et interview med Aktionærforeningens nyhedsbrev.
”Efter vi har haft kursfald på mellem 10 og 16 procent - alt efter hvilket land, vi kigger på, - er det et godt tidspunkt at begynde at opbygge sin aktieportefølje. Men vær opmærksom på, at du skal kunne tåle mere bølgegang på kort sigt, eftersom vi ikke ved, hvor inflationen lander,” siger hun.
Læs også: Aktien er mere end det dobbelte værd
Så længe vi ikke ved det, vil der være usikkerhed i markedet, vurderer hun.
”Vi håber, vi snart ser en top i inflationsudviklingen, og det holder vi øje med i PFA. Men det kommer nok til at tage noget tid, inden inflationen for alvor topper ud. Vi har set små tegn på det, men Jerome Powell (direkrør i den amerikanske centralbank, red.) var i denne uge ude at sige, at vi skal se en mere vigende tendens. Før vi ser det, tror jeg ikke, vi får risikoaversionen ud af markedet,” siger Tine Choi Danielsen.
Kan komme til at gøre ondt på aktier
På den længere bane er hun dog ikke bekymret for aktierne.
Meld dig ind og få adgang til denne og alle andre artikler og aktietips
”Det kan komme til at gøre ondt på aktierne, især hvis vi får en recession i 2023, men på den lange bane skal aktiemarkedet nok komme igen,” siger hun og råder til kun at investere penge, der har en tidshorisont på minimum 3-5 år. Helst længere, tilføjer chefstrategen, der i så fald ikke ville være bekymret for at købe nu.
”Hvis man har nogle penge, man gerne vil investere, så vil jeg benytte kursfaldene til at købe op. Vi har trods alt haft store kursfald i 2022,” siger hun.