”Aktiesparekontoen lever op til sit formål: Brugerne er meget unge”
Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.
Efter at have levet en stille tilværelse de første to år af sin levetid, kom der for alvor gang i brugen af Aktiesparekontoen i 2021. Her voksede antallet af danskere med en aktiesparekonto med 96.000.
Den store vækst kom først efter ordningens indskudsloft blev fordoblet til 100.000 kroner i midten af 2020.
Væksten skyldes ikke mindst, at særligt nye investorer begyndte at tage ordningen til sig. 50 procent af de danskere, der havde investeringer på en aktiesparekonto ved udgangen af 2021, begyndte således først at investere, efter ordningen blev indført i 2019, viser ny analyse fra Finans Danmark.
”Aktiesparekontoen bruges generelt langt oftere af nye investorer end af eksisterende investorer. Det afspejler blandt andet, at den særligt er en stor hjælp for mindre erfarne investorer, da banken håndterer alle indberetninger og indbetalinger til Skattestyrelsen,” siger Birgitte Søgaard Holm, direktør for Investering & Opsparing i Finans Danmark.
Højere loft på aktiesparekontoen: "En lille sejr, - men langt til målet"
Udover at aktiesparekontoen er nem at bruge, er beskatningen af afkastet også lavere end ved øvrig aktieindkomst, tilføjer hun, og peger på, at formålet med at indføre aktiesparekontoen var at styrke investorkulturen i Danmark.
”Derfor er det meget glædeligt, at den lever op til sit formål ved at hjælpe nye investorer i gang. Brugerne af aktiesparekontoen er endda generelt meget unge, så ordningen har nok især tjent sit formål ved at understøtte den spirende investorkultur, som vi har set blandt de unge de seneste år.”
Ved udgangen af 2021 havde investorerne i gennemsnit investeringer for 72.000 kr. på deres aktiesparekonto. Det er knapt 31.000 kr. under indskudsloftet, som var på 102.300 kr. i 2021. Tallet trækkes op af, at 46 procent af investorerne havde investeringer på deres aktiesparekonto for et beløb, der svarer til 80 procent eller mere af indskudsloftet. Mange investorer begrænses dermed af ordningens indskudsloft.
Bliv medlem af Dansk Aktionærforening og støt aktiekulturen i Danmark
Den oprindelige politiske hensigt med ordningen var da også, at loftet løbende skulle forhøjes, så det i dag ville være dobbelt så højt og dermed begrænse langt færre brugere. Siden forhøjelsen i midten af 2020 har loftet dog ligget på samme uændrede niveau med undtagelse af de almindelige årlige reguleringer, der følger lønstigningerne. Det gøres der dog op med i den netop offentliggjorte finanslov for 2023, hvor indskudsloftet hæves til 135.000 kr.
”I Dansk Aktionærforening hilser vi enhver stigning velkommen. Frem for alt er vi glade for, at det er lykkes at få forhandlet investorernes vilkår med ind på finansloven. Det ændrer dog ikke ved, at vi gerne havde set en væsentlig større stigning, der for alvor ville kunne gøre Aktiesparekontoen til drivkraft for væksten i Danmark. Det mål er vi fortsat langt fra,” siger direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak.
Han uddyber:
”Selv små skridt gør det mere attraktivt at investere, især for nye og yngre investorer. Og det sender et signal om opbakning til investorkulturen, som er vigtig for den fremtidige velfærd,” siger direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak.
Finans Danmark konstaterer, at mange investorer allerede er tæt på indskudsloftet.
”Det er med blandede følelser, at vi kan konstatere, at mange investorer er tæt på eller over aktiesparekontoens indskudsloft. Det er positivt, at udnyttelsesgraden er høj blandt brugerne af ordningen, og det understreger, at mange er glade for ordningen, siger Birgitte Søgaard Holm og uddyber:
”Omvendt viser det også, at en stor andel af investorerne begrænses af det lave indskudsloft. Derfor er det også meget positivt, at der i den nye finanslov for 2023 er en mindre forhøjelse af indskudsloftet. Det er et skridt i den rigtige retning.”
LÆS OGSÅ:
Ekstra muligheder for indskud på aktiesparekontoen