Klar til kamp for dit ejerskab
”Vi forsøger at tale alle de private aktionærers sag, og der er masser at tage fat på i år,” lyder det fra Bjarne Kongsted, formand for Dansk Aktionærforenings generalforsamlingsudvalg (GFU). Udvalget består af frivillige medlemmer, der møder frem på selskabernes generalforsamlinger og uddeler ris og ros fra talerstolen som foreningens officielle repræsentanter.
”Vi oplever heldigvis, at de private aktionærer bliver værdsat på generalforsamlingerne. Det er vigtigt for at udvikle aktionærdemokratiet og sikre, at alle har en stemme. Det er vigtigt for os, at de private aktionærers stemme bliver hørt, og vi tror på, at det har en positiv effekt på selskabets langsigtede udvikling, når der er dialog mellem selskab og aktionærer,” siger Bjarne Kongsted.
Udvalgte selskaber i fokus
De fleste børsnoterede selskaber holder deres årlige generalforsamling i marts og april måned. Blandt analytikere og private investorer er der traditionelt et par selskaber, der får ekstra opmærksomhed. Og i år er ingen undtagelse.
Direktør for Dansk Aktionærforening, Mikael Bak, forventer igen i år fokus på Danske Banks generalforsamling, der i mange år har haft titlen som den længste og mest dramatiske. Igen i år er der udsigt til en spændende forestilling, når banken skal redegøre for et år med modgang og medgang og desuden vælge ny formand.
Et andet selskab, der plejer at tiltrække mange private investorers opmærksomhed, er traditionsrige A.P. Møller-Mærsk, der leverede et rekordstort overskud i 2021. Også det lyseblå rederi skal have ny bestyrelsesformand, idet den unge generation af Mærsk-familien, Robert Mærsk Uggla sætter sig for bordenden.
Et nyt selskab har i år skrevet sig højt op på listen, nemlig Lundbeck, hvor hovedaktionæren, Lundbeckfonden, har valgt at stille forslag om introduktion af stemmesvage B-aktier. Forslaget kommer efter et år, hvor selskabets resultater var i bund, og hvor direktøren samtidig på grund af en skattekompensation bevæger sig helt op i toppen af lønhierakiet blandt C25-selskaberne.
Forslaget fik også en absolut bundkarakter af investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet, der i Dansk Aktionærforenings TV-program ”Regnskabets time” udtalte: ”Man forsømmer at tænke på alle aktionærernes interesse, men ser kun på hovedaktionærens interesser, og det synes jeg kalder på et tydeligt indlæg fra private investorer.”
Dansk Aktionærforening planlægger at gå på talerstolen med et kritisk indlæg, der opfordrer hovedaktionæren til at bevare den nuværende simple struktur, hvor én aktie giver én stemme. ”Det er et grundprincip i aktionærdemokratiet, som private investorer skal kæmpe for at fastholde,” lyder det fra Mikael Bak.
Også Pandora kan forvente besøg fra Dansk Aktionærforening. Ud over ros for en god performance i 2021, forventer vi også at rejse kritik af, at Pandora som et af de få C25-selskaber har valgt at afholde en udelukkende digital generalforsamling. ”Det er uheldigt og sender forkerte signaler, når vi ikke længere kan mødes fysisk med selskabets ledelse på den årlige generalforsamling,” siger foreningens repræsentant på Pandoras generalforsamling, Gitte Jürgens og fortsætter: ”Vi ser det som et vigtigt princip, at der er fri adgang til talerstolen, og at man kan mødes fysisk for at uddele og drøfte både ros og ris. De sidste par år har dirigenten læst vores indlæg op online, og det kunne accepteres i den særlig situation, som vi var i, men nu er det er på tide, at alle åbner for en fysisk generalforsamling, som meget gerne samtidig må være digital. Så får vi det bedste fra to verdener.”
Hertil kommer nogle af de traditionelt populære selskaber som Novo Nordisk, Vestas og mindre selskaber som for eksempel Tivoli og Ringkjøbing Landbobank, der gennem årene har fået stor opmærksomhed på grund af deres produkter, resultater – eller mangel på samme.
Årets mærkesager – fra GOD til GODT
Indsatsen i 2022 bygger på Dansk Aktionærforenings generelle politik om at sikre, at selskaberne lever op til de private investorers krav om at give dem en ”GOD” investering. Det betyder, at vores forventning til selskaberne er, at de lever op til størst muligt gennemsigthed (G), ordentlighed (O) og ikke mindst det, som skaber resultaterne, nemlig dygtighed (D). I år har vi tilføjet et T, da vi også stiller skarpt på ”Tiden efter corona”, og GOD bliver dermed til GODT.
”Vi ønsker på én gang at sikre, at selskaberne har planer klar for, hvad de vil gøre ved udfordringer i forsyningskæderne, stigende råvarepriser og nu også den politiske usikkerhed, som vi oplever i verden. Men der er naturligvis også plads til at kommentere det aktuelle selskabs forretning og særlige udfordringer,” siger Mikael Bak.
”De seneste to år har vi primært set online-generalforsamlinger. Det har der været forståelige årsager til, men det har også sat aktionærdemokratiet under pres,” fortæller Mikael Bak. ”Vi ønsker, at selskaberne enten vender tilbage til de fysiske generalforsamlinger eller laver hybride løsninger med udgangspunkt i den fysiske generalforsamling, men hvor digitale deltagere også har mulighed for at være med i den demokratiske debat.”
Følg med i sæsonens generalforsamlinger
Du kan følge vores indlæg og optrædener på generalforsamlingerne ved at tilmelde dig de enkelte generalforsamlinger som deltager (hvis du har navnenoterede aktier i selskabet), gennem vores LinkedIn-profil eller shareholders.dk, hvor vi vil opdatere med sæsonens højdepunkter.
Husk også, at du altid kan kontakte Bolette på bum@shareholders.dk, hvis du har mod på at komme på talerstolen i de private investorers tjeneste.