Et aktivt år i lokalforeningerne
Bliv medlem af Dansk Aktionærforening og deltag i lokale arrangementer
2024 har budt på en imponerende vifte af aktiviteter i vores 16 lokalforeninger. Fra faglige arrangementer til sociale sammenkomster har engagementet været stort over hele landet. Vi bringer her et lille udpluk af de events, vi har haft i kalenderen i ”året der gik”, og takker alle lokalforeninger for deres store indsats i det forgangne år:
DAF København Nord har afholdt ”AktieAmbassadørerne” hvor dynamikken har været høj, og engagementet lige så. Filosofien er klar: Det handler om netværk, hvis man skal have god sparring omkring investering.
DAF Roskilde havde den 10. oktober besøg af aktieekspert Jens Løgstrup, der fortalte om ”aktuelle gode danske aktier og hvordan man håndterer risiko”. Efterfølgende var der masser af spørgsmål og feedback. "Det var 2 timers fantastisk underholdning. Konkret, faktuelt og sjovt,” som en deltager fortalte i evalueringen.
DAF Københavns Vestegn har i årets løb besøgt flere af de store danske medicinalselskaber. I foråret var de hos Lundbeck, og i november besøgte de Genmab og Bavarian. Derudover blev det også til et besøg hos det dansk/svenske pharmaselskab Pila Pharma. Lokalforeningen har også indledt et samarbejde med DAF København City, som peger i retning af nye spændende fælles aktiviteter i 2025.
Den 23. september havde DAF Trekanten besøg af investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen og investeringschef Ole Jessen fra Danske Bank. Temaerne var de nyeste markedsudviklinger og investoradfærd med fokus på konkrete investeringsmuligheder og risici. Aftenen gav deltagerne værdifulde indsigter og konkrete råd til at navigere i det nuværende investeringsunivers, lyder det fra lokalforeningen.
DAF Aarhus har i løbet af året 2024 afholdt otte medlemsmøder og otte bestyrelsesmøder. Medlemsmøderne har været godt besøgte, ofte mellem 50 til 120 deltagere. Årshjulet har budt på nytårskur og spændende emner som skat og formueoptimering, investering i AI, analyseværktøjer med Lars Persson, og aktiemarkedet efter valget i USA.
Besøg hos det nordjyske børsnoterede selskab Gabriel og et spændende oplæg fra Henrik Henriksen fra Nordea var blandt arrangementer hos DAF Nordjylland, mens DAF Midt/Vest blandt andet havde besøg af Formuepleje og fik afholdt et spændende inspirationsoplæg med Peter Jeppesen om ”medvind på aktie-cykelstien”.
Listen er langt fra fuldkommen, og vi anbefaler, at du altid følger med på events-siden for at se, om der er events i de kommende måneder, som der kan inspirere dig og styrke dit aktie-netværk.
Bliv medlem af Dansk Aktionærforening og deltag i lokale arrangementer