Om foreningen

Formand: Lad den grimme ælling vokse sig stor og flot

Billede
Billede

Af
Inger Kehlet

formand, Dansk Aktionærforening

Efter en travl og intens periode har foreningens hovedbestyrelse nu fundet sig godt til rette med et positivt samarbejde. Der er enighed om de fælles mål, nemlig at styrke medlemsfordelene til dig og de andre medlemmer, at udvikle vores lokalforeninger, og samtidig at sikre en sund drift, så foreningen igen får et stærkt økonomisk fundament til nye og mere usikre tider.     

På den politiske front har bestyrelsen valgt to mærkesager. For det første vil vi målrettet arbejde på, at vi skal have fjernet lagerbeskatningen, som er urimelig for mange private investorer. Og for det andet mener vi, at tiden er inde til at politikerne langt om længe hæver indskudsloftet på aktiesparekontoen. Ellers risikerer vi, at kontoen bliver kørt ud på et sidespor – og på sigt går til grunde.  

Aktiesparekontoen er den grimme ælling, som vi stadig tror kan blive til en flot svane. Men det kræver handling. Politisk handling. Hvis ordningen for alvor skal få sit tag i den brede befolkning og sikre nye vækstinvesteringer i Danmark, er det helt nødvendigt, at vi får en ordning, der matcher de langt mere attraktive ordninger i Sverige og Norge.

I første omgang skal loftet for indskuddet sættes op til 250.000 kroner, så der for alvor kan spares op og sættes penge af til investering. Og på sigt skal endnu flere med ved at loftet når de 500.000 kroner, som oprindeligt var målet.
Samtidig skal vi væk fra lagerbeskatningen, og i stedet betale en lille afgift af det indestående beløb, som man gør i Sverige, eller vi skal vente med at betale skatten til pengene rent faktisk hæves fra ordningen, som det sker i Norge.

Vi bør stræbe efter, at aktiesparekontoen bliver lige så populær som i Sverige, hvor mere end 2 millioner svenskere har en konto. Det handler om kapital til nye børsnoteringer og til den grønne omstilling – også i de etablerede selskaber. Og det handler om at skabe afkast til danskerne.

Så kære politikere på Christiansborg: Kom nu ind i kampen, og giv os den investorkultur, som Danmark fortjener!