'Et privilegie at få sådan en post'
Frem til d. 15. november kan du stille op til repræsentantskabet i Dansk Aktionærforening. Derfor har vi spurgt nogle af de nuværende medlemmer, hvordan det er at være med i repræsentantskabet, og hvad der optager dem lige nu. Og så har vi selvfølgelig spurgt, hvordan de selv investerer.
Hvad fik dig til at stille op til repræsentantskabet?
Egentlig var det fordi de andre i min lokalforeningsbestyrelse foreslog mig at gøre det, og den opfordring tog jeg. Hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg ikke sat mig særlig meget ind i, hvad repræsentantskabet havde for en rolle, og hvad opgaverne var. Men de andre i bestyrelsen havde nævnt, at det ikke var en tung arbejdsbyrde, og jeg synes, det er interessant at bruge og dele noget af den viden og erfaring om investering, jeg har, så jeg greb chancen. Da valget så kom var det egentlig ret nervepirrende ikke at vide, om jeg ville blive stemt ind eller ej, så da resultatet blev offentliggjort, var det virkelig rart at se opbakningen, jeg havde fået. Det er trods alt et privilegie at få sådan en tillidspost.
Er der nogen særlige personer eller karakteristika du gerne vil se mere af i repræsentantskabet?
Jeg savner flere, der er friske på at dele deres erfaringer og som har en holdning til, hvordan aktiekulturen i Danmark skal se ud i fremtiden. Det betyder ikke at man behøver at være investeringsekspert, eller have en særlig profil. For mig handler det om at man har nogle erkendelser at dele ud af, og at man gerne vil sætte et aftryk på vores samfund. Dansk Aktionærforening er jo en slags samfundsgavnlig virksomhed; på langt sigt er det godt for samfundet, hvis befolkningen investerer deres penge fornuftigt i virksomheder, og den udvikling skal man have lyst til at være med til at præge.
Hvad er det vigtigste man skal vide om repræsentantskabet?
Jeg mener, det er vigtigt at Repræsentantskabet, fokuserer på den overordnede strategi i Dansk Aktionærforening. Vi har heldigvis en kompetent bestyrelse og direktion, som varetager foreningens daglige drift rigtig godt. Når det så er sagt, så er repræsentantskabet også en mulighed for os at udøve medlemsdemokrati, og vi sikrer at der er en sammenhæng mellem den strategiske retning, foreningen tager, og de medlemmer der udgør foreningen.
Hvordan forvalter du dine investeringer?
Jeg investerer fortrinvis i indeksfonde, men jeg har også nogle enkeltaktier. Grundlæggende mener jeg, at det er de færreste, der kan slå markedet. Det vigtigste man bør fokusere på, når porteføljen skal placeres, er at sikre en god spredning og lave omkostninger . Man skal passe på med at tro, at man kan time markedet. Derfor skal man først og fremmest tænke lagsigtet.
Hvad er det bedste, generelle investeringsråd du kan give?
Vær langsigtet, spred risikoen og minimér dine investeringsomkostninger. Der er kommet så mange forskellige indeksfonde, med alle tænkelige sammensætninger, og generelt kan du få en hurtig spredning med mindre risiko og mindre omkostninger. Hvis du vælger at supplere med enkeltaktier, så skal det være, fordi du har en særlig interesse i at følge de pågældende selskaber og deres omverden. Og så skal du vælge virksomheder med en god ledelse og gode produkter, du tror på, på langt sigt.