Markedskommentar

Sidder tæt på salgsknappen

Billede
"Vil de store investeringer nogensinde tjene sig hjem? Jeg er sådan set med på det skeptiske hold. Jeg tror bare, at indtjeningen fortsat vil stige så meget, at det mere end retfærdiggør prisen," siger valueinvestor om sin seneste investering.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Med et afkast på 31,7 procent i 2021 slog valueinvestor Per Juul fra Juul Value Invest markedsafkastets 28 procent. Det skriver han i en kommentar til investorerne.

Her afslører han også, at han i oktober var i markedet for at købe aktier i Meta Platforms, også kendt som Facebook.

En investering, Per Juul ser som en klassisk valueinvestering, også selvom nøgletallet price/earnings (P/E) var 23, da han købte aktien.

Få aktietips hver uge - tilmeld dig nyhedsbrevet her

”Det lyder jo ikke så value-agtigt. Men når det sammenlignes med en vækst i indtjeningen per aktie på 43 procent om året de sidste ti år, og 57 procent sidste år, er det en meget lav P/E,” skriver Per Juul i en kommentar til investorerne.

Med på det skeptiske hold
Han understreger samtidig, at når en aktie er billig, skyldes det, at der er noget, der bekymrer investorerne. Og bekymringen er ifølge Per Juul Metas store sats på at udvikle en virtuel verden.

”Her er investorerne noget skeptiske. Vil de store investeringer nogensinde tjene sig hjem? Jeg er sådan set med på det skeptiske hold. Jeg tror bare, at indtjeningen fortsat vil stige så meget, at det mere end retfærdiggør prisen. Den virtuelle verden bliver dermed en slags lodseddel oven i hatten.

Valueinvestor peger på 6 favoritaktier til 2022

Men jeg sidder relativt tæt på salgsknappen, hvis tingene ikke går som forventet,” skriver han.

Langvarige trends er intakte
Per Juul noterer sig, at indtjeningen per aktie forventes at være steget 38 procent i 2021, men kun 10 procent i de to efterfølgende år. Omsætningsvæksten ventes dog at være noget højere, nemlig 18 procent om året, skriver han.

Efter et godt år for både markedet som helhed og i særdeleshed for Juul Value Invest, vurderer Per Juul, at 2022 bliver et positivt år på aktiemarkedet.

”De langvarige trends med lav befolkningsvækst, høj opsparing og outsourcing til lavtlønslande er intakte. Derfor tror jeg også, at tendensen på længere sigt fortsat vil være lav inflation og lave renter.

Kræver lavere afkast
Det betyder, at det afkast, vi som investorer skal kræve af aktier, skal være lavere end ellers. Det trækker kurserne op. Til gengæld vil væksten formentlig også være relativt lav. Det trækker ned,” skriver han og uddyber:

”Alt i alt synes aktier at være rimeligt prissat i forhold til ovenstående forventning. Det gælder dog primært ’almindelige’ selskaber med stabil indtjening.”

5 bud på kursraketter fra aktiechef Michael Friis

Falder inflationen derimod ikke tilbage, som han forventer, kan det sætte sig i aktierne som kursfald, vurderer han.

”Hvis den høje inflation ikke begynder at falde tilbage, og der breder sig en tro på, at den vil forblive høj - måske ligefrem løbe løbsk - så vil det sætte sig i aktierne,” skriver han.

Psykologi kan skubbe til snebolden
Per Juul peger på, at der er en psykologisk komponent i inflation.

”Hvis først forbrugerne begynder at tro på, at den høje inflation holder ved, vil de fremskynde forbrug og på den måde skubbe til en allerede rullende snebold. Samtidig vil arbejdstagerne kræve mere i løn - og hvis arbejdsmarkedet er stramt, vil de få det. Det vil igen bidrage til snebolden,” skriver han og slår fast:

”Jeg tror dog mest på, at inflationen vil falde tilbage igen. Når samfundet for alvor åbner op, vil vi flytte vores efterspørgsel fra terrassebrædder og Ikea-møbler til rejser, restauranter og oplevelser. Og her er der ingen mangel på udbud. Jeg tror dog, en undtagelse til faldende prispres kan blive olieprisen, der godt kan stige markant. Men er det udelukkende olien, påvirker det ikke så meget."

6 bud på kursraketter fra aktiestrateg Michelle Nørgaard

Aktiekurserne synes lave
Per Juul fremhæver, at der har været en del eksempler på eufori i markedet, som for eksempel meme-aktier, hede børsnoteringer og Tesla-aktiens himmelflugt.

”Men euforien er meget koncentreret i nogle ting, som tiltrækker de mange uerfarne investorer, der er kommet ind på markedet efter corona. De leder efter ting, der kan eksplodere i værdi. Ser man i stedet på ’almindelige’ driftsselskaber er historien en anden. Så synes kurserne nærmest at være lave. Altså givet at renterne fortsat vil være lave, og der stadig er ledig kapacitet i arbejdsmarkedet de næste par år,” skriver han.

Se også nytårskur i Dansk Aktionærforening med investeringsøkonom Per Hansen og valueinvestor Per Juul:

Erfaren eller begynder? Her finder du dit investeringskursus

Artikler i Aktionæren kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren.