
Se reaktionerne: "Markederne er i en slags krak"

Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktieanalyser hver uge.
Aktierne bløder med nye, store dyk mandag oven på sidste uges store kursfald. Herunder har vi samlet en række kommentarer fra investorer, analytikere og strateger.
Johannes Møller, forvalter hos MW Compounders:
”Jeg holder hovedet koldt og bevarer roen. Uro på aktiemarkedet føles ubehageligt, men det giver også mulighed for at lave omlægninger i porteføljen, der kan være meget lønsomme, når uroen lægger sig. Det er de muligheder, jeg lige nu forsøger at spotte og drage fordel af.”
”Det er umuligt at sige, hvor længe uroen vil fortsætte. Det vil på kort sigt afhænge af, hvilke tiltag der kommer (eller ikke kommer) fra centralbankerne, og om der kommer indikationer på, at toldkrigen enten forværres – eller at vi måske har set det værste.”
”Det kan være, at solen skinner igen på aktiemarkedet om nogle få dage, og det kan også være, at uvejret fortsætter i en længere periode.”
LÆS OGSÅ: Thorleif Jackson slår markedet i første kvartal - se de 11 aktier
Peter Ejdesgaard Jeppesen, stifter og forvalter hos aktier-og-investering:
”Markederne er i en slags krak. Det er kommet hurtigt og hårdt, og det er endnu ikke stoppet. Ved vores gennemgang af de danske aktier hen over weekenden var kun 20 procent i optrends. Det er et historisk lavpunkt,” siger Peter Ejdesgaard Jeppesen og peger på, at det ifølge hans metodik kun indtræffer meget sjældent.
”Spørgsmålet er så nu, om vi er på vej ned i et dybt V, eller det bliver til en langstrakt ægte aktielavkonjunktur.”
”Toldkrig har kimen til dyb krise og langvarig aktielavkonjunktur. Men hvis der kommer bilaterale løsninger de næste måneder kan en langvarig økonomisk krise undgås, da der også snart kommer gigantisk positive økonomiske tiltag i EU. Altså investeringer i forsvar, infrastruktur, energi samt lavere renter. Tilsvarende med skattelettelser i USA.”
"Men det er min vurdering, at tilliden blandt forbrugere og virksomheder og stater er i chok. På et irreversibelt plan. Det vil sige, at det kan ikke ændres tilbage. Opfattelsen af USA er ændret. Det får en eller anden betydning, som vi ikke kender endnu. Forbrugere ændrer adfærd. Det vil stater og virksomheder nok også. Så selv om Trump forsøger at tvinge ændringer igennem, så er det ikke sikkert det sker, sådan som han har forestillet sig. Men det kunne også blive i form af, at forbrugere boykotter varer fra USA. Virksomheder flytter ikke investeringer til USA. Stater vil ikke importere fra USA. De skaber nye alliancer eller køber andre steder. Og eller de amerikanske virksomhedsejere og Kongressen stopper med opbakning til Trump-administrationen.”
LÆS OGSÅ:
Efter kæmpestigning: Aktien kan stige 50 procent i år
Lars Hytting, aktiechef hos Artha Scope:
“På ganske kort tid er arenaen skiftet markant. Udviklingen i dag viser, at alt er oppe i luften, forvirringen er total, og aktiemarkedet ved ikke, hvilket ben det skal stå på.”
"Trump kaster verdensøkonomien ud i store udfordringer, og USA selv er i orkanens øje. Markedet er i oprør mod Trump – det er direkte infight, utilfredshed og enorm usikkerhed. På rekordtid er USA gået fra solid økonomisk fremgang til udsigt til recession og højere inflation. Et fattigere USA venter forude, og de største virksomheder står først for."
LÆS OGSÅ: Udbyttekonge forhøjer udbyttet igen til juni
Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank:
”Som vi tidligere har belyst, betragter vi de danske selskaber som ret godt rustede til mertold fra USA. Mange har lokal produktion og lokale forsyningskæder i USA, og det skærmer fra de værste effekter. Væsentlig sværere ser det ud for indtjeningen, hvis Trumps gengældelsestold fører en amerikansk recession med sig. Et defensivt anlagt dansk aktieindeks har dog meget positive egenskaber, og vil vise bedre modstandsdygtighed end mange andre aktiemarkeder, hvis udfaldet ender med recession.”
”Den dyre prisfastsættelse har gjort aktierne ekstra udsatte for dårlige nyheder, og Kinas gengældelse i fredags har gjort ondt værre i aktieoptik.”
”En amerikansk økonomi, og indtjening, i bakgear er stadig ikke indregnet i aktiekurserne. Frygten for en amerikansk recession er allerede nu på et niveau, der giver indikationer af, at den meget dyre prisfastsættelse på aktierne, som vi ellers har vænnet os til, nok ikke lige vender tilbage på kort sigt. Der er lagt op til ultranervøse aktiemarkeder i de næste uger, hvor retningen nok bliver mere ned end op, men hvor der også vil komme gode dage.”
”Retning og styrke vil blive afgjort af politiske frem- og tilbageskridt i toldkrigen – og af kommentarer fra virksomhederne. Første kvartalsregnskabstallene, som virksomheder overalt i verden fremlægger i de næste 2-6 uger, vil ikke være direkte negativt præget af toldkrigen. Men det vil deres kommentarer og prognoserne for resten af 2025. Vi forventer lavere globale aktieafkast end normalen i det kommende år men ikke nødvendigvis meget lavere.”
LÆS OGSÅ: Thorleif Jackson har klart syn på Novo-aktien
Artiklen opdateres med flere investor-reaktioner.