Markedskommentar

Forvalter satser defensivt og køber stor sportsaktie

Billede
Glem overnormale afkast fra aktier i de kommende fem til ti år, siger forvalter, der er i gang med at lægge om til en mere defensiv strategi. Nu sælger han kuffertselskab for at skaffe penge til købet af stor og presset sportsaktie.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Kom gratis til InvestorUgen - Danmarks største investeringsfestival - fra 15. til 19. november

Han gik ud af oktober med et lille merafkast på 0,3 procent, og er i gang med at lægge porteføljen mere defensivt til rette.

”Genåbningstemaet er ved at være udtømt. Derfor har jeg hen over året taget risiko ud af porteføljen ved at erstatte mere konjunkturfølsomme aktier med defensive,” siger direktør og forvalter i Thygesen Capital, Nils Thygesen, der netop har lavet både et køb og et salg i retning af den strategi.

Han vurderer desuden, at de store og overnormale afkast i det generelle marked ikke vil være normalen i de kommende år.

”Med aktiemarkedets nuværende høje prissætning, både i forhold til konjunkturreguleret indtjening og størrelsen af samfundsøkonomien, skal man i hvert fald ikke forvente overnormale afkast de kommende 5 til 10 år. Den høje prissætning stiller særlige krav om selektivitet i investeringsprocessen,” siger han.

Sælger kuffertaktie
I den nærmeste fremtid holder han særligt øje med inflationen.

”Den kommende tid på de finansielle markeder må stadig forventes at være præget af usikkerheden om omfanget af den forventede langsigtede inflation og centralbankernes håndtering af situationen,” siger han.

Efter en god oktober måned, hvor værdien af porteføljen blev øget med 6,2 procent mod verdensmarkedets godt 5,9 procent, har han netop valgt at skifte ud i porteføljen.

Læs også: Her er de forventede afkast på aktier

Han har således solgt aktien i kuffertselskabet Samsonite, da aktien blev handlet i toppen af det interval, den et par gange tidligere i år har handlet i. Et niveau, der svarer til, hvad aktien blev handlet til umiddelbart før corona-nedlukningen sidste vinter.

”Det er min vurdering, at en væsentlig del af genåbningseffekten foreløbig er indregnet i prissætningen af Samsonite,” siger Nils Thygesen.

Defensiv sportsaktie
Salget skabte således mulighed for at lægge noget nyt og lidt mere defensivt i aktiekurven. Thygesen Capital har derfor været på indkøb i Adidas-aktien.

”Adidas-aktien handles for tiden til en estimeret P/E på cirka 28, og det skønner jeg, er en attraktiv prissætning, forudsat markedsrenterne ikke stiger markant,” siger han og sætter ord på, hvorfor han mener, den store sportsaktie er mere defensiv.

”Adidas er mere defensiv i sin natur, fordi folk motionerer og dyrker sport lige meget hvad. Den er derfor mindre konjunkturafhængig end for eksempel Samsonite, og det strukturelle potentiale er formentlig også større med den store sundheds- og motionsbølge,” siger han om Adidas, der opjusterede forventningerne til helåret i august.

Få aktietips hver uge - tilmeld dig aktionærforeningens nyhedsbrev

”God efterspørgsel og forbedret bruttomarginal vidnede om en virksomhed med stærk pricing power,” tilføjer Nils Thygesen.

Kapitalafkast i Adidas de senere år:

Billede

Købt efter kursfald
Købet er ligeledes sket efter et kursfald, som Nils Thygesen tilskriver selskabets modvind i Kina, hvor virksomheden har en markant del af omsætningen.

”Adidas er i særlig grad udfordret af tvivl om styrken i kinesisk økonomi, hvor selskabet med en anslået del af koncernomsætningen på cirka 20 procent er markedsledende. Det har medvirket til kursfald på 20 procent for aktien,” siger Nils Thygesen og uddyber sine overvejelser om købet:

”Det efterlader en god mulighed for at investere i en veldrevet virksomhed med stærk kultur, stor kundeloyalitet og såvel lønsomhedspotentiale i navnlig USA som strukturelt potentiale til en attraktiv prissætning.”

ONLINE KURSUS: Hvad er en aktie, og hvorfor skal man købe aktier?

Han peger på, at virksomhedens salg blev forøget markant i andet kvartal – dog på baggrund af et lavt udgangspunkt under nedlukningen sidste år. Alle markeder bortset fra Kina bidrog til den fremgang.

”Kina præsterede dog stærk fremgang allerede i andet kvartal sidste år. Lønsomheden er med en overskudsgrad på 10,7 procent nu stort set tilbage på niveauet inden corona,” siger han.

Beskeden gæld
Adidas’ gæld er desuden meget beskeden, påpeger han. Standard & Poor's har kategoriseret virksomhedens langsigtede kreditværdighed til A+ med stabile udsigter. Moody's vurdering er A2 ligeledes med stabile udsigter.

Trods fortsatte og fornyede corona-nedlukninger flere steder i verden, pressede forsyningskæder og omkostninger forbundet med salget af Reebok, vurderer Nils Thygesen, at Adidas er kommet stærkt igennem nedlukningen.

”Styrket fokus på onlinesalget med en målsætning om at dette skal udgøre halvdelen af koncernomsætningen i 2025 og højere andel af det mere kontrollerbare direkte salg udenom tredjeparter, har som del af den langsigtede strategi været nogle af redskaberne for ledelsen i den udfordrende tid,” siger han.

Tillid til dansk topchef
Han mener desuden, at onlinesalg har den fordel, at der kan høstes en lang række data om forbrugerne, ligesom han mener, kunderne er mere trofaste.

Nils Thygesen har således tillid til selskabet og til dets danske topchef.

”Topchef Kasper Rørsted og hans mange medarbejdere gør et godt stykke arbejde. Kasper Rørsted var for år tilbage også en succesrig topchef i en anden af Thygesen Capital's virksomheder, Henkel,” siger Nils Thygesen.

Adidas offentliggør regnskab for tredje kvartal onsdag den 10. november.

Billede