
ALK - igen stabil og god vækstaktie

v/ Hans Aage Andersen
Læs konklusionen for ALK nedenfor:
ALK er en spændende aktie og virksomhed. Produkterne er immunterapi med piller og efterfølgende langtidsvirkning (til forskel for vaccination og indsprøjtning) mod en håndfuld af de mest udbredte og behandlingskrævende allergiformer. Flere produkter er på vej til det stærkt voksende marked og virksomheden er dominerende på verdensplan på sit felt.
Aktien er inde i en god udvikling, der alene skyldes virksomhedens store og stabile indtjeningsvækst. Derfor er aktiens afkastforventninger ligeledes på det høje niveau, men aktien er også højt prissat. Omkring den accelererende globale toldkrig, er udfordringerne i USA i småtingsafdelingen.

I nedenstående ”tallenes tale” og kommentarer er aktiefremskrivningen alene udarbejdet fra virksomhedens udmeldinger om fremtiden, og aktiemarkedets prissætning af aktien, dvs. helt uden ”mediestøj” og ”tilpassede” formuleringer.
Aktien forventes at give et afkast i det høje niveau på 16 pct. p.a. frem mod 2029. Aktien stiger på rapporteringsdagen med 5,6 pct. i et fladt marked og indenfor de seneste 12 måneder er aktien steget 20,5 pct. mod markedet 1 pct.. PE er højt på 36 og indikerer markedets forventninger om fortsat høj vækst i virksomheden. Tilbage i tiden er PE dog traditionelt noget højere og kan skyldes samme niveau for tilsvarende aktier. Og det smitter af på PE i forhold til det forventede afkast, der giver et PE/afkast på 2,3, og som indikerer en højt prissat aktie. Aktien havde et lavpunkt medio 2023, men er siden steget 120 pct. Denne stærke stigningstakt kan dog næppe opretholdes og synes nu at flade lidt ud i overensstemmelse med virksomhedens indtjeningsvækst fremover.
Virksomhedens omsætningsvækst har udviklet sig ret jævnt over årene, mens indtjeningsvæksten har været op og ned med nogle særdeles svage og underskudsgivende år i 2017 – 2020. Siden da er indtjeningsvæksten dog blevet endog meget høj og stabil. Fremover regnes med en omsætningsvækst på 11 pct., og en højere indtjeningsvækst på 17 pct. Forventningerne til PE indregnes ud fra det nuværende markedsniveau på 36 med en variation på 32 – 40. Omkring den verserende globale toldkrig har virksomhedens CEO udtalt til medierne, at ALK har en meget stor produktion i USA og som dækker de produkter, der sælges i USA (indikerer eksport ud af USA). Der er dog nogle få ting, der kan påvirke udviklingen, men det er i småtingsafdelingen.
Virksomhedsprofil: ALK er en global speciallægemiddelvirksomhed med fokus på allergi og allergisk astma. ALK udvikler, producerer og markedsfører allergi immunterapi behandlinger (piller), der virker som vaccine (indsprøjtning) med langtidsvirkning. I øjeblikket har ALK en håndfuld produkter mod almindelige og udbredte allergiformer som græs, husstøvmider, pollen mm. og flere er på vej. ALK har en væsentlig markedsandel på verdensplan og førende indenfor immunterapi mod allergi, ligesom mindre konkurrenter og andre udbydere er mindre synlige. Med hovedkontor i Hørsholm, beskæftiger ALK omkring 2.800 medarbejdere på verdensplan.
Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalingerne i Aktionæren og på shareholders.dk.