Interview

Udpeger tre små aktier der er markant mere værd

Billede
Thomas Tang fisker efter forkert prissatte selskaber, og snøren smider han ud blandt de små og mellemstore aktier i norden. Det fortæller han i dette interview, hvor han også giver sit bud på tre konkrete aktier, han vurderer til at være markant undervurderede.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Som partner og porteføljeforvalter i MediumInvest, investerer Thomas Tang i små og mellemstore aktier fra Danmark, Norge og Sverige. Blandt small- og midcapselskaberne er mængden af attraktive ”fisk” nemlig langt større, mener han.

MediumInvests historiske afkast tyder på, at der er noget om snakken. Ambitionen er at slå investeringsfondens referenceindeks med 10 procentpoint årligt, og siden fondens start i 2013 er det lykkedes at skabe et merafkast på 14 procentpoint om året.

Læs også: "Disse aktier sidder på det nye guld"

Interessen for investeringer har han haft siden barndommen. Dengang fandt han nemlig ud af, at økonomi er en usynlig kraft, der gennemsyrer de fleste beslutninger i samfundet, og som påvirker, hvordan mennesker opfører sig.

I interviewet fortæller Thomas Tang om sine foretrukne redskaber til at vurdere aktier, og han sætter også navn på tre konkrete aktier, han vurderer til at være markant undervurderede af markedet.

Hvad skal man vide, inden man begynder at investere?
”Hvis man ønsker at være aktiv investor, hvor man selv udvælger sine aktier, skal man vide, at det er et meget konkurrencepræget game. Der er mange dygtige folk, der bruger meget lang tid på at finde de bedste investeringer. Hvis man skal have en chance for at gøre det godt, bliver man derfor nødt til at dygtiggøre sig. Det er meget svært at slå markedet, hvis man kommer ind som ny investor, og har du kun gå-på-mod og en stor interesse, så har du oddsene imod dig. Hvis man udelukkende går efter at få det bedste risikojusterede afkast, bør de fleste private investere via en passiv indeksfond. På den måde kan man meget billigt få en fair andel af den voksende kage år for år.”

Hvad er din bedste investering?
”Det er danske Cbrain. Den købte jeg i kurs 5 i 2013. I dag ligger den i godt 200. Jeg solgte første gang omkring kurs 60, og så solgte vi løbende ud. Senest har vi været med i aktien igen fra kurs 80 til 200, men jeg er helt ude af den i dag. Selvom jeg vurderer, selskabet kommer til at gøre det fantastisk i fremtiden, er aktien ikke billig længere."

Hvad er din dårligste investering?
”Det må være OW Bunker. Vi kom ind i den aktie ret kort tid, før de gik konkurs. De tabte en masse penge på spekulation i olie. Der var et konferencekald et par uger inden, de gik konkurs. Ledelsen sagde, at nu havde de afdækket al risiko, så nu kunne de ikke tabe mere. På den baggrund mente vi, at aktien var billig, men det viste sig, at det var løgn. De havde ikke afdækket risikoen, fortsatte med at tabe mange penge på spekulation i olieprisen og gik konkurs.”

Hvor mange af dine private penge har du placeret i aktier?
”Jeg har 100 procent af mine frie midler placeret i aktier. Det giver ikke mening for mig at have særligt mange kontanter udover dem, jeg skal bruge til dagen og vejen. Jeg tror rigtig meget på, at aktiemarkedet skaber værdi over tid, og den værdiskabelse vil jeg gerne deltage så meget som muligt i uden at bruge gearing. Almindelige private investorer, der ikke kan tåle at tabe halvdelen af investeringsformuen, skal ikke have 100 procent i aktier. For dem kan det derfor give mening at have nogle kontanter eller andre aktiver som for eksempel ejendomme i porteføljen – eller obligationer i et mere normalt rentemarked.”

Meld dig ind og se de tre bud på undervurderede aktier nu (medlemmer skal bare logge ind)

Hvorfor vil du ikke geare?
”Det giver mest mening for mig at have en strategi, hvor jeg altid overlever, selv når det ser værst ud. Jeg holder mig fra gearing, fordi man risikerer at blive slået helt ud. Og uanset hvor mange hundrede procent, du har tjent, skal du kun tabe 100 procent en gang for at være tilbage til nul. Jeg har prøvet at geare tidligere, og samlet set endte det med et pænt resultat, men jeg synes, det risikojusterede afkast er bedre ved at investere langsigtet i aktier, som jeg forstår fundamentalt.”

Hvad er din strategi, når du investerer?
”Hele udgangspunktet i min strategi er at finde aktier, der er skævt prissat. Derfor fokuserer jeg på små og mellemstore aktier, fordi jeg tror, der er en højere andel af dem, der er prissat forkert. På den måde skal jeg kigge i kortere tid, før jeg finder en kandidat. Derudover er mit fokus kun på danske, norske og svenske aktier, fordi det giver en hjemmebanefordel. Jeg kender samfundene bedre og kan lettere forstå virksomhederne. Helt lavpraktisk forstår jeg sprogene, og er ikke afhængig af kun at kunne læse det materiale, der er oversat til engelsk.”

Hvilke store investeringer har I lige nu?
”Det svenske selskab Note, der er produktionspartner for andre selskaber inden for elektroniksektoren. Det betyder i praksis, at de producerer andre selskabers elektroniske produkter, for eksempel lade-standere til elbiler og smartbelysning. Note er en klassisk valueinvestering, der handler relativt billigt for en krones overskud. Den har højere kvalitet, end markedet vurderer, og jeg mener, de får højere vækst, end markedet prissætter aktien til i øjeblikket. Derfor mener vi, aktien i dag bliver handlet markant under den reelle værdi. Vi ejer også norske Crayon Group, som er inden for salg af software. Det er et klassisk vækstselskab med høje vækstrater. Vi mener ikke markedet forstår, hvor stort potentialet er for, at de kan øge deres indtjeningsmargin. Vi mener, aktien i Crayon Group er meget mere værd end det, aktien handles til på børsen i dag, men præcis hvornår afkastet vil nærme sig det, aktien er værd, ved vi ikke.”

Har I flere store investeringer?
”En tredje af vores store investeringer, jeg vil nævne, er den svenske udvikler af vindmølle- og solenergiparker på land Eolus Vind. De sidder på en meget værdifuld udviklingsportefølje af nye vindmølleparker og solenergiparker. De arbejder også med batterier, der måske kan blive en integreret del af parkerne for at kunne skabe et salg af el, der matcher bedre, når der er efterspørgsel. Vi mener, aktien i Eolus Vind handles markant under, hvad den reelt er værd, og aktien er inden for en meget stærk megatrend, der kommer til at køre i mange år."

Hvor langt kigger du ud i fremtiden, når du investerer?
”I princippet så lang tid som muligt. Des længere tid du kigger ud i fremtiden, des mere usikkert bliver det dog, hvad der vil ske. Med Eolus Vind virker det til, at den stærke megatrend inden for grøn energi kommer til at køre i mange år, så da kan vi godt kigge endnu længere ud. Typisk ser vores analyser minimum fem år ud i fremtiden."

Hvilket afkast går du efter?
”Vores mål er et årligt afkast, der er 10 procentpoint højere end markedsafkastet efter alle omkostninger. Det er et meget ambitiøst mål, men vi har indfriet det ved at slå markedet med 14 procentpoint om året siden vi startede MediumInvest i 2013."

Hvordan vurderer du en aktie?
”Hvis man skal koge det ned til det vigtigste, så er det ledelsen, selskabets konkurrencemæssige fordele, indtjeningen (EBIT, red), organisk vækst, cash flow og balance. Jeg ser for eksempel på, om ledelsen er kompetente, ærlige og hårdtarbejdende ved at kigge på, om det de sagde i 2017 om stigende forventet bruttomargin også var det, der skete i 2018 og 2019. Vi taler også altid med ledelsen inden vi investerer, typisk med finansdirektøren eller direktøren. Hvis det for eksempel var en samtale med ledelsen for selskabet Eolus Vind, som kommer fra at producere vindmølleparker og er på vej over i solenergiparker, ville jeg spørge ind til, om de er lige så konkurrencedygtige inden for solenergi.”

Hvad er det vigtigste nøgletal?
”Jeg ser først på den normaliserede indtjening over en hel cyklus. Vi tager udgangspunkt i driftsresultatet (EBIT, red.), fordi vi mener, det er det mest retvisende tal for virksomhedens reelle indtjening. Det vigtigste nøgletal til at vurdere værdien af et selskab er enterprise value (markedsværdi plus nettogæld, red.) divideret med EBIT. Det har den store fordel i forhold til det mere traditionelle nøgletal P/E, at selskabets nettogæld er inkluderet i EV. EV divideret med EBIT kan dog ikke stå alene. Den organiske vækst har også meget stor betydning for værdien af et selskab. Den sidste væsentlige ting er, hvor kapitalkrævende væksten er. Her kigger vi på, hvor meget kapital de skal binde i varelageret og produktionsapparatet for at vækste.”

Hvordan vurderer du, hvor aktiemarkedet skal hen?
”Jeg har sjældent noget intelligent at bidrage med i forhold til, hvor aktiemarkedet er på vej hen på kort sigt. Til gengæld har jeg en stærk tro på, at aktiemarkedet vil stige i værdi over tid, fordi verden bliver mere velstående. Det holder jeg fokus på, og så lever jeg med de udsving, der kommer undervejs.”

Hvordan bliver man en god investor?
”Hvis du vil investere aktivt og finde dine egne aktier, skal du studere en masse succesfulde investorer. Du skal lade være med at kopiere en af dem fuldstændigt. I stedet skal du håndplukke de elementer, der giver mening for dig. Derudover er det vigtigt at være mentalt disciplineret. Hvis markedet falder 50 procent, skal du ikke sælge i panik. Hvis markedet er overophedet, vil man ofte have lyst til at købe flere aktier, fordi alle andre tjener godt, men her er det også det modsatte, du skal gøre. Den reaktion, man ofte har lyst til, er typisk den forkerte.”

Læs også: Kopier andre og bliv bedre

Hvad skal man huske som investor?
”At markedet kommer til at falde 50 procent på et eller andet tidspunkt. Potentielt kan det falde mere, og det skal man kunne leve med. Desuden skal du huske, at jo længere tidshorisont, jo mere sandsynligt er det, at du får et godt risikojusteret afkast, og du skal acceptere udsving undervejs. Aktiers attraktivitet afhænger af, hvor længe du ejer dem.”

Hvornår begyndte du at interessere dig for aktier?
”Jeg har altid haft interessen for investeringer og økonomi, og for hvordan verden hænger sammen. Fascinationen kommer fra, at økonomien er en usynlig kraft, der gennemsyrer de fleste beslutninger i samfundet, og hvordan mennesker opfører sig.”

Gode råd fra Thomas Tang:

1: Husk hvorfor du har købt

Hvis du vil håndplukke dine egne aktier, kan du med fordel føre en investeringsdagbog. Skriv præcist, hvad markedet har overset ved aktien, og hvad du har set, som gør den attraktiv.

2: Indrøm når du tager fejl

Tag konsekvensen og sælg aktien, hvis din analyse viser sig at være forkert. Ellers risikerer du at sidde fast i en aktie, fordi du ikke er villig til at se, at verden har ændret sig, eller fordi du ikke ville se, at din analyse var forkert.

3: Vær forberedt på det værste

Læg en strategi i din portefølje, der gør, at du får en god nattesøvn, selvom aktiemarkedet falder 50 procent.