Perspektiv

Timing er alt – eller hvordan man sparer 100 millioner kroner

Billede

Af
Steen Bech Andersen

Journalist og redaktør på Aktionæren

Den danske energikæmpe, Ørsted, sagde farvel til sin topchef, Henrik Poulsen, ved udgangen af 2020. To måneder senere blev han indvalgt i Ørsteds bestyrelse.

Men de to måneder var ikke ren ferie. Henrik Poulsen brugte nemlig tiden på at handle aktier. Og ikke en hvilken som helst aktie, men netop Ørsted, hvor han ved sin fratrædelse havde en aktiepost til en værdi af over 200 millioner kroner.

Et år senere var hans beholdning under 10 millioner kroner. Både som direktør og bestyrelsesmedlem er Henrik Poulsen omfattet af reglerne for insiderhandel, men intet salg er rapporteret siden hans valg til bestyrelsen, så salget er sket i januar eller februar 2021, hvor han meget belejligt ikke var omfattet af forpligtelse til indberetning af aktiehandler.

Set fra Henrik Poulsens side var timingen perfekt. Siden hans fratrædelse er kursen styrtdykket med 37 procent, og han har dermed undgået et kurstab i størrelsesordenen 100 millioner kroner.

Det vil normalt blive opfattet som et stærkt advarselssignal, hvis en topchef eller bestyrelsesmedlem sælger 90 procent af sine aktier. Ikke mindst af denne grund er der indført præcise regler for insideres handel. Denne sag mere end antyder et hul i reglerne.