Sandhedens time
Det er næppe undsluppet nogens opmærksomhed, at 2022 har været et ringe år hvad angår børsnoteringer på det danske aktiemarked. 2021 var derimod et jubelår, hvor over 20 selskaber hentede kapital, hovedsageligt på First North.
Nu er kapitalen ved at være sluppet op for flere af de nye børsselskaber. De kan se bunden af pengekassen, og i det aktuelle marked er det ikke realistisk at hente ny kapital via børsen.
Ifølge en opgørelse fra Dagbladet Børsen har hele 26 virksomheder kun likviditet til seks måneders drift, medmindre de finder andre udveje. De mest oplagte muligheder er neddrosling af vækstambitioner, lån (til en rente, der kan mærkes), salg af nye aktier uden om børsen – eller konkurs. I alle tilfælde står de eksisterende aktionærer som tabere, hvis opgørelsens konklusioner holder stik.