Perspektiv

Private kan trygt handle investeringsbeviser

Billede
Billede

Af
Johannes Møller

partner og porteføljeforvalter hos MW Compounders

I det seneste nummer af Aktionæren var der en Masterclass-artikel om handel med investeringsbeviser, som ifølge skribenten er blevet mere kompliceret. Jeg mener, at det er relevant at få med, at vi også er en del, der er glade for de seneste tiltag fra Nasdaq OMX Nordic, der har haft til formål at gøre handel med investeringsbeviser mere sikkert.

Med de nye såkaldte ”MMF-pauser” har Nasdaq ønsket at sikre, at der kun kan handles investeringsbeviser, hvis market makeren stiller priser i den pågældende afdeling. Disse pauser sikrer, at man ikke ved en fejl kommer til at købe eller sælge investeringsbeviser til en kurs, der afviger meget fra indre værdi. Dette var ofte tilfældet, før det nuværende system trådte i kraft.

I dag kan alle investorer trygt lægge en ordre ind i deres netbank, Nordnet eller SaxoBank. Hvis der ikke er andre aktører i markedet, vil man handle med investeringsforeningens market maker til emissions- eller indløsningsprisen. Hvis man er heldig, kan man handle med en anden investor til en bedre pris.

Market makerne på børsen arbejder professionelt med at sikre, at der altid er en modpart klar til at handle med investorerne.  Hvis market makeren ikke stiller priser, vil det ofte være fordi der er store udsving i markedet. I den situation er det mest fair for alle at afvente handel til der bliver beregnet en ny indre værdi, hvorefter market makeren igen vil stille priser.

Som udbyder af to børsnoterede fonde med mere end 4.000 medinvestorer oplever vi, at de nye regler sikrer, at investorerne dagligt foretager mange handler uden problemer på børsen. Vi samarbejder med market makeren om at sikre, at der er en passende mængde beviser til rådighed i markedet i forhold til de aktuelle ønsker om at købe eller sælge beviser.

Hvis man ønsker at handle en større post, kan man i praksis ringe til os. Vi sørger så for, at market makeren er klar til at handle med den pågældende investor. Enten her og nu, eller når, der er beregnet en ny indre værdi af vores beviser – hvis det f.eks. er en dag med store udsving på børsen. I praksis kan investorerne dermed købe og sælge også for store beløb. Så længe den indre værdi er retvisende og altid, når den er nyberegnet.

Det samme tror jeg gælder i andre investeringsforeninger, hvor investeringsrådgiveren har interesse i at være behjælpelig med at sikre, at investorer får handlet let og smertefrit. Regelændringen er med andre ord ikke kun kompliceret, men har også en gavnlig effekt for at sikre, at de private investorer ikke får handlet forkert.

Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren.