Perspektiv

Nordiske vækstbørser lider med globale aktiemarkeder

Billede
KLUMME: De nordiske vækstbørser lider sammen med de globale aktiemarkeder, men kursraketterne viser, at der nu er god grund til at følge markederne tæt, skriver Simon Schach i denne klumme.
Billede

Af
Simon Schach

associate hos Kapital Partner

Januar har, for de knap 900 selskaber på de nordiske vækstbørser (Nasdaq First North, Spotlight Stock, NGM og Euronext Growth), været en fortsættelse af den negative trend siden sommeren sidste år. I januar faldt KPNGX-indekset (Kapital Partner Nordic Growth Exchange Index) således med 11,4% til 142,7 og således et fald på i alt 21,1% siden toppen i august 2021 med indeks 181,0.

C25 og S30 indeksene er i januar faldet henholdsvis 9,6% og 5,4%, så det større fald i KPNGX er hvad der kunne forventes, da investorerne typisk går fra de mindre til de største selskaber i tider med stor aktierisiko. Når faldet for de nordiske aktier trods alt ikke var større end det var i januar, skyldes det formentligt, at rykket ud af aktierne på KPNGX startede allerede i sommeren 2021, hvor risikoen for aktiefald for alvor tog til.

Chart, line chart, histogram

Description automatically generated

Hvilken sektor?
Årets første måned er gået ud over alle sektorerne. Således er alle sektorer i minus med undtagelse af Basic Materials, som holdt sig i plus med små positive 0,08%. Værst er det gået for Utilities (forsyning) med et fald på 13,2% og det er efter, at sektoren var blandt de kun to sektorer, der havde en negativ performance i 2021.

Den finansielle sektor på KPNGX havde et stærkt 2021 med et samlet afkast på 193%. Dette afkast var især drevet af reverse mergers (bagvendte noteringer) som var de suverænt bedste nordiske aktieinvesteringer sidste år med afkast på op til 7.865%. Vi forventer fortsat, at SPACs og reverse mergers vil være gode investeringer i år, men der er ikke noget, der tyder på, at sektoren vil klare sig lige så godt som sidste år.

Generelt ser vi ikke nogen sektorer klare sig væsentligt bedre end andre i 2022, og de gode investeringer skal derfor primært findes ved stock-picking og med udgangspunkt i selskabsnyheder. Blandt årets hidtil bedste investeringer er der da også selskaber, hvor kursudviklingen er baseret på nyheder.

Januars kursraketter
Trods den generelt negative udvikling på de nordiske vækstbørser i januar var der mange aktier - præcist 229 - der havde en positiv kursudvikling. Kursudviklingen for de ti bedste aktier i januar var på 44% - 200%.

På trods af at de danske selskaber udgør under 10% af det samlede antal selskaber, er der fire danske selskaber på top 10: Konsolidator, Odico, Shape Robotics samt 5th Planet Games. Kendetegnende for dem alle er, at de nåede et lavpunkt rent kursmæssigt umiddelbart inden nytår, så en del af kursudviklingen i år er en korrektion. Men dertil er både Shape Robotics og 5th Planet Games kommet med gode nyheder omkring nytår: henholdsvis en opjustering fra Shape Robotics og en optagelse af 5th Planet Games aktier til handel i USA på OTCQB.

Kursudviklingen for de øvrige aktier på top 10 skyldes i væsentlig grad også positive nyheder og en generel positiv kursudvikling. SHT Smart High-Tech og LC Tec Holding ser vi umiddelbart som de to bedste kandidater til fortsat positiv kursudvikling.

 

SHT Smart High-Tech udvikler grafén-baserede (carbon) produkter til varmeledning/køling af elektriske produkter som f.eks. smartphones og LED. Selskabet blev noteret i november 2021 til en udbudskurs på SEK 11 (unit bestående af én aktie og én warrant) og har senest annonceret en prototypeordre fra Huawei.

LC-Tec producerer LC (liquid crystals) optiske filtre til brug i f.eks. kameraer og smart eyewear. Selskabet har vækst i omsætningen og har på det seneste offentliggjort en pantentansøgning til kameraer og en "volumenordre" fra en ikke-specificeret kameraproducent.

Kapital Partner offentliggør investeringscases på aktier på de nordiske vækstbørser og inden for healthcare sektoren i Norden, samt aktieindeksene KPNGX (nordiske vækstbørser), KPFNDK (First North Danmark) og KP Healthcare (nordiske healthcare aktier). Dertil driver Kapital Partner www.nyemission.dk, om nye skandinaviske børsnoteringer. Alle nyhedsbreve kan gratis tilmeldes her.