Lyserøde advarselsblink
Engang var det et faresignal, når taxachauffører begyndte at give aktietips. Så vidste man, at markedet var ved at toppe.
I dag er det ikke taxachauffører, der driver rygtebørsen. Den rolle har de sociale medier overtaget, og i en sådan grad at der er skabt en særlig kategori af aktier, de såkaldte meme-aktier, som får ekstra meget opmærksomhed på platforme som Reddit, Twitter (nu X) og Facebook. Der er endda lavet et meme-aktie indeks, som – og nu kommer det skræmmende – i år er steget tre gange så meget som S&P 500, der ellers er steget med næsten 20 procent.
Et eller andet sted er logikken god nok: Hvis tilstrækkeligt mange taler om en aktie og ender med at købe den, så vil kursen stige. En af de sidst tilføjede aktier i indekset er legetøjsproducenten Mattel, der står bag Barbie-dukken, og her kan der måske være en vis mening i at tro på, at den populære film vil øge salget af Barbie-dukker.
Men indekset indeholder også mange konkurstruede eller ligefrem konkursramte aktier med en højst tvivlsom fremtid. Det har dog ikke afholdt meme-investorerne i at spekulere deres aktiekurserne op til uforståelige niveauer.