Perspektiv

Kommentar: Jyske Bank tager ikke investorerne seriøst

Billede
Jyske Banks halvårsregnskab var som forventet, og der var tegn på at tingene gik i den rigtige retning, skriver investeringsstrateg i Nordnet Per Hansen. Alligevel var det noget andet, han hæftede sig ved.
Billede

Af
Per Hansen

Investeringsøkonom, Nordnet

Investeringsstrateg i Nordnet Per Hansen hæftede sig ved en række ting efter Jyske Banks regnskab tirsdag.

•    Jyske Bank har over efterhånden alt for mange år ikke bekymret sig om bankens investorer.
•    Fra min egen ansættelsestid i banken husker jeg tredelingen mellem medarbejdere, investorer og kunder. Ingen af de tre måtte, på bekostning af de andre interessenter, få en for stor indflydelse eller begunstigelse.

•    Aktieinvestorerne har ikke fået noget væsentlig afkast de seneste 10-15 år.

•    Det er tiden og på tide, at den interessent bliver tilgodeset, mener investorerne, og jeg er enig.

•    I gårsdagens regnskab var der bl.a. 3 ting, jeg bed mærke i.

1) Jyske Bank har opjusteret forventningerne 3 gange hidtil i år. Det er godkendt; også selv om en del af årsagen var lave forventninger.

2) Jyske Banks omkostninger faldt med 3 % år til år korrigeret for Gibraltar-frasalget. Lavere omkostningerne er hårdt tiltrængt, men også en rigtig udvikling.

3) Jeg havde opfattelsen af, at Jyske Bank var på vej til at nærme sig investorerne i den forstand, at de tager deres rolle som børsnoteret selskab mere alvorligt. Den opfattelse viste sig desværre ikke at være helt korrekt eller fuldt dækkende. Når man er noteret på den investeringsmæssige arbejdsplads, er aktionærerne en del af ”kundebasen”. Den forventningsstyring har Jyske Bank ikke brugt energi på i alt for mange år. Jeg fornemmede en ændring.

Udtalelse får spirende frø til at visne
Jyske Banks aktiekurs faldt ret markant 7 %. Det var en lidt hård investeringsdom. Det var dog heller ikke den udvikling, som jeg husker mest og bedst her dagen efter. Det var og er en udtalelse og artikel i dagbladet Børsen, som gør indtryk. Af artiklen ’topchef: Fond kan sætte sig på Jyske Bank’ fremgår det, at en fond på sigt kan sætte sig på hele Jyske Bank og at Jyske Bank derfor vil blive afnoteret, forstås. Jeg har tygget på den et par gange.

På den ene side kan man kalde det en naturlig udvikling. BRF sidder på cirka en fjerdedel af aktierne. De sælger ikke, mens Jyske Bank køber sine aktier tilbage, og dermed øges deres relative ejerandel over tid. Det er simpel matematik. For investorerne er det dog alt andet end positiv læsning. Det afspejler en manglende lyst til at varetage investorernes interesser, og aktiekursen kommer ikke tættere på den bogførte egenkapital, som indikerer, at Jyske Bank kan forrente egenkapitalen med 10 % (1. halvår 9,4 %).

Investorerne forbliver skeptiske, og Jyske Bank gør ikke noget særligt for at overbevise dem. De tager desværre, fortsat, ikke investorerne tilstrækkelig seriøse. Jyske Bank vil fortsætte med at købe aktier til ”underkurs”, men investorerne vil stille spørgsmålstegn ved, om det nu også er til underkurs. Indtjeningsevnen bliver ikke prioriteret. Bedre resultater kommer, hvis de kommer. Fonden vil passivt øge sin ejerandel. Samtidig er BRF som storaktionær ikke nogen ejer, som varetager de mange eksterne investorers ejer. De sidder og dukker sig, men burde de ikke udfordre resultaterne og holdningerne mere som ejer?

Lyt til ledelsen og træf dit valg
Det er fornuftigt at lytte, når ledelsen og ejerne siger noget om deres intentioner. Jyske Bank siger ikke, at de arbejder målrettet på at gøre banken fondsejet. Men hvis udviklingen fortsætter, vil det ske. For investorerne er det endnu et klart signal desværre. De prioriteres ikke. De skal ikke forvente noget særligt. Kommer der bedre resultater, er det godt. Hvis ikke – så er det ”bare ærgerligt”. Shit happens kunne man sige.

På den baggrund ser investeringscasen svær ud. Der var begyndende udsigt til bedre tider, og til at banken skulle til at tage eksterne ejere mere seriøst. Det frø spirer dog ikke mere. Desværre.