Perspektiv

Kærlighed på prøve

Billede
Danske investorer har en forkærlighed for danske aktier, men kærligheden er sat på prøve, skriver direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak.
Billede

Af
Mikael Bak

Direktør i Dansk Aktionærforening

Kommentaren blev også bragt i magasinet Aktionæren nummer 9/2024, der udkom i december.

Danske investorer har en forkærlighed for danske aktier. Kærligheden er dog blevet sat lidt på prøve på det seneste. Mens afkastet for det danske C25-indeks ligger markant under de historiske gennemsnit, ser vi det stik modsatte for de største amerikanske aktier i S&P 500-indekset, der nærmer sig et afkast på 30 procent i 2024. Som privat investor spørger man naturligvis sig selv, om det mon er tid til at få flere amerikanske aktier i porteføljen?

Risikospredning handler både om at have forskellige sektorer, men også forskellige geografier repræsenteret i porteføljen. Det er i al fald eksperternes råd, uanset om det sker via fonde, ETF’ere eller enkeltaktier. Rigtig mange af de private investorer, jeg har talt med gennem de seneste måneder, har faktisk fortalt mig, at de stadig er i tvivl, og at de fortsat hælder til at forblive med en overvægt i danske aktier. På samme måde som sidste år. Måske skyldes det også, at en del analytikere fortæller, at de danske aktier nu igen er billigt prissat, og at der jo faktisk er ganske mange C25-selskaber, der har gjort det fornuftigt i år, selv om indekset halter efter.

Der findes næppe noget entydigt svar på, hvad der er det rette at gøre. Det er derfor, at vores magasiner og nyhedsbreve har det som sit fremmeste formål at være god inspiration for dine beslutninger. Som privat investor skal du ikke – som pensionskasser og professionelle – stå til regnskab for andre end dig selv og eventuelt dine nærmeste. Derfor er det også naturligt, at vores beslutninger i sidste ende påvirkes af de oplevelser og erfaringer, vi har med os.

I det seneste store nytårsmagasin får du inspiration til 2025. Så kan du selv vurdere, om du vil lytte mest til dem, der tror på et comeback til C25-indekset, eller dem, der tror på, at medvinden til Trump og amerikanske aktier fortsætter. Alternativt kan du placere dig et sted midt imellem, mens du fejrer julen og nytåret med dine kære – præcis som du plejer.

Godt nytår!

LÆS OGSÅ: Thorleif Jackson udpeger 10 aktier til ny dansk udbytteportefølje