Perspektiv

Ikke kun roser til Warren Buffett

Billede
Verdens mest beundrede investor, Warren Buffett, satte foden ned, da flere store investorer på generalforsamlingen i Berkshire Hathaway 1. maj forsøgte at få flere oplysninger om porteføljeselskabernes aktiviteter, især med hensyn til klimamål. Men der var også plads til investeringsråd fra den levende legende.
Billede

Af
Steen Bech Andersen

Journalist og redaktør på Aktionæren

Generalforsamlingen i det amerikanske holdingselskab Berkshire Hathaway er normalt et tilløbsstykke i en sådan grad at den kaldes ”Woodstock for kapitalister”. Hovedattraktionen er naturligvis selskabets 90-årige bestyrelsesformand, Warren Buffett, der har ry som verdens bedste investor.

I år satte coronapandemien grænser for festlighederne, der blev afviklet virtuelt, men fortsat under stor publikumsinteresse.

Aktionærerne og alle andre, der havde lyst til at følge med, fik hvad de forventede – og mere til. Blandt guldkornene fra oraklets mund var:

  • Morgendagens vindere er ikke de samme som i dag.
  • Sæt ikke dine penge på, at det går Amerika skidt.
  • Pas på Tesla (som ganske vist ikke blev nævnt direkte), kryptovalutaer, SPACs og kasinolignende handelsplatforme som Robinhood.
  • Inflationen kommer.

For følgere af Warren Buffett er ingen af guldkornene egentlige overraskelser. Den største overraskelse under den fem timer lange seance var, at der nu er sat navn på Warren Buffetts efterfølger som topchef for Berkshire Hathaway. Det drejer sig om den 58-årige Greg Abel, der i dag har ansvaret for alle Berkshires aktiviteter uden for forsikring.

Generalforsamlingen var dog ikke den rene kærlighedsfest. Et forslag om bedre rapportering hvad angår klimamål og andre ESG-relaterede emner blev nedstemt trods opbakning fra flere store institutionelle investorer.

Warren Buffett måtte også lægge øre til kritik for Berkshires køb af 2,5 procent af olieselskabet Chevron i slutningen af 2020.