Her er de dygtigste topchefer i Danmark
I samarbejde med Økonomisk Ugebrev præsenterer vi her den årlige rating af topdirektørerne for de 50 største børsnoterede selskaber i Danmark.
For syvende år i træk vinder DSV’s Jens Bjørn Andersen, der trods et markant kursfald i DSV-aktien altså holder skansen. Ratingen er baseret på svar fra 25 aktieanalytikere og porteføljemanagere. Sidste års to’er, Ringkjøbing Landbobanks CEO John Fisker, fastholder andenpladsen, og endelig er Novo Nordisks Lars Fruergaards Jørgensen tilbage i toppen efter flere års fravær.
Superholdet af danske topdirektører, som fremhæves positivt af analytikerne og porteføljemanagerne, er uændret i forhold til sidste år på de øverste to placeringer. Men ellers er der sket store rokader. CEO Jens Bjørn Andersen fra DSV er stadig meget svær at rokke af tronen, som han nu indtager for syvende år i træk.
Læs også: Væksten på tilbud i dansk it-aktie
En overraskende stabilitet i førertrøjen, som fastholdes trods DSV-aktiens temmelig markante nedtur.
Forklaringen er, at DSV i virkeligheden fortsat ræser derud af. Aktiekursfaldet fra 1.700 til 1.100, altså knap 40 procent handler på ingen måde om vigende tillid til selskabet og dets ledelse. Det handler alene om, at aktiemarkedet tager en større risikopræmie på selskaber som DSV, som blandt andet er konjunkturfølsom landtransport. I virkeligheden har analytikerne over en længere periode opjusteret deres forventninger til transportkoncernens overskud både i år og næste år, og resultatet i årets første kvartal var også betydeligt bedre end konsensusforventningerne.
Bundlinjen er, at DSV-aktien er sat ned, fordi investorerne i dag vil betale en lavere Price/Earnings, end de ville for et halvt år siden. Og det er så også forklaringen på, at Jens Bjørn Andersen fortsat ligger i front i førerfeltet, også selvom forspringet til efterfølgerne i år er betydeligt mindre end sidste år. Ringkjøbing Landbobanks John Fisker har over en årrække arbejdet sig op gennem ranglisten, og det kulminerede sidste år med en delt andenplads, efter en sjetteplads året før.