Derfor dykker APM-aktierne voldsomt
Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.
Aktierne i A.P. Møller – Mærsk dykker omkring 25 procent onsdag formiddag. Et stort kursfald for en gigantaktie som Mærsk, men forklaringen er helt naturlig.
Selskabet udbetaler nemlig et rekordstort udbytte på 4.300 kroner per aktie, og udbyttet går fra aktien i dag.
”Du har hverken flere eller færre penge i dag, end du havde i går. Pengene er bare fordelt forskelligt. En del er kursværdi, en anden del er udbytte på din konto,” siger chefredaktør for magasinet Aktionæren Steen Bech Andersen.
Ny portefølje: "Denne bølge vil afføde store aktievindere"
Han peger på, at det samme sker, når andre aktieselskaber udbetaler udbytte til ejerne. Her er faldet dog oftest noget lavere, fordi udbyttet typisk er markant lavere, end det historisk store udbytte, A.P. Møller – Mærsk udbetaler til ejerne i år.
”Kursfaldet bliver voldsomt i A.P. Møllers tilfælde, fordi udbyttet er historisk stort i år,” siger Steen Bech Andersen.
Der er derfor ingen overraskelse, at både A- og B-aktien i A.P. Møller – Mærsk falder omkring 26 procent onsdag formiddag.
Det rekordstore udbytte blev vedtaget på generalforsamlingen tirsdag. Ejede du aktien tirsdag ved børsluk, får du udbytte på 4.300 kroner per aktie i A.P. Møller – Mærsk. Køber du aktien onsdag, får du ikke udbyttet.
Generalforsamlingen var en ren digital forestilling, hvilket blandt andet Dansk Aktionærforening mener, er en stor fejl.
Læs også:
Fasthold overvægt i danske banker: Her er mine tre favoritter