Perspektiv

Dansk Aktionærforening: Klogt at Dybvad går af

Billede
Efter en række turbulente år for aktien i Danske Bank er det klogt at Karsten Dybvad går af, siger direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak.


Direktør i Dansk Aktionærforening, Mikael Bak, udtaler nedenstående i forbindelse med, at Karsten Dybvad trækker sig som formand i Danske Bank:

"Vi synes det er klogt, at Karsten Dybvad vælger at stoppe som formand ved den kommende generalforsamling. Han har været formand i nogle meget turbulente år, hvor kursen har ligget underdrejet. Han har taget mange tæsk, og har samtidig fået en ny direktør kørt i stilling. Men aktiekursen har ikke for alvor rykket sig opad i hans formandstid."

"Hvis man skal pege på et sted, hvor vi har savnet tydelige resultater, så er det i ændringen af ledelses- og kommunikationskulturen fra bankens side, hvor vi længe har efterlyst mere mod og åbenhed."

"Vi har gennem Karsten Dybvads formandstid kritiseret, at der ikke har været åbenhed nok fra banken om de møgsager der er opstået. Vores oplevelse har dog været, at det måske ikke altid har været Karsten Dybvads beslutning som formand, hvordan der skulle kommunikeres. Men i sidste ende er det hans ansvar."

"Statistikker fra handelsplatforme viser, at Danske Bank har været en af danskernes foretrukne aktier gennem de seneste år. Derfor er det selvsagt rigtigt vigtigt for en masse danske private opsparere, at den nye formand formår at trække banken ud af krisen og ind i en ny vækstperiode."

"Vi håber på, at formandsskiftet samtidig vil markere, at banken er ved at være igennem de værste kriser, og at vi i 2022 kan få en afslutning på hvidvask-sagerne."

"Karsten Dybvad har stået i spidsen for en periode med oprydning i Danske Bank. Det har taget længere tid end forventet, men vi har set at de private aktionærer har beholdt appetitten på at investere i banken. Forhåbentligt er vi nu klar til at få sat mere fokus på udvikling og nye strategiske initiativer."

"Selv om der til tider har været meget kritik af banken, har vi respekt for, at Karsten Dybvad på nogle vigtige tidspunkter har stået frem og taget de øretæver, der var nødvendige for at få banken videre."

"Vi har et par gange set, at Karsten Dybvad åbent og ærligt har sat retning for Danske Banks fremtid. Set i lyset af at han ikke har haft bankerfaring med sig ind på posten, er det naturligt, at vi nu får både en CEO og en formand med denne relevante erfaring."

"Der har været en del kritik af Danske Bank og også Karsten Dybvad i hans tid som formand, og vi har også selv medvirket hertil. Men det er vigtigt også at huske på, at stort set alle sager har handlet om forhold fra før hans tid, og at han derfor ofte har skulle tage nogle tæsk for fortidens synder."

I stedet for Karsten Dybvad er Martin Blessing indstillet som formand. Han har været medlem af bestyrelsen i Danske Bank siden 2020. Tidligere har han været administrerende direktør i Commerzbank.