Alle sektorer bidrager til negativ måned for nordiske vækstbørser
Endnu en negativ måned – og nok ikke den sidste
Med et fald på 12,7% i februar til kurs 127 kunne det nordiske vækstbørsindeks KPNGX tilføje endnu en negativ måned med fald – og markant større fald end både C25 og S30. Med uro på aktiemarkederne er det en forventet tendens, at de mindre likvide aktier som helhed oplever større kursudsving end large cap aktierne.
Alle sektorer bidrog til den negative udvikling i februar, men værst gik det for Utilities-sektoren, med et fald på ca. 16% i februar og hele 31% i år. Sektoren har oplevet modgang længe, og leverede i 2021, som én af to sektorer, et negativt afkast på omkring 20%, kun overgået af Academic & Educational Services som faldt lige under 24%.
Den bedste sektor har hidtil været Real Estate-sektoren med et fald på ca. 7% i år, og et lille fald på omkring 2% i februar. Afkastet blandt selskaberne i sektoren er hovedsageligt negativt, men trækkes dog lidt op af få højdespringere, som næsten formåede at bringe sektoren i plus hen over februar måned.
Potentielle kursraketter – også på den lange bane
Med fortsat og forstørret uro på og uden for aktiemarkederne, forventer vi yderligere tilbagegang for vækstbørsaktierne som helhed i marts, der allerede er nede med 4% i månedens første uge. Derimod ser vi mange gode investeringsmuligheder på enkeltaktieniveau.
Der skulle kun gå fire dage efter Ruslands invasion før, at Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, adresserede Europas afhængighed af russisk naturgas for i samme ombæring, at tale for en hurtigere ekspansion af alternativ og vedvarende energi. Markedet kvitterede med høje stigninger til bl.a. danske Ørsted og Vestas, som siden den torsdag nu er steget med henholdsvis 17,5% og 21%. Udmeldingen fra Tyskland og andre lande har affødt en positiv reaktion og indstilling over for selskaber inden for vedvarende energi.
Der er ikke mange selskaber inden for Renewables-segmentet at vælge imellem blandt large cap i Norden, men på vækstbørserne er det en helt anden sag, og investorerne har allerede indfundet sig på købssiden.
Investorinteressen, og de deraf følgende kursstigninger, har ikke været rettet mod nogen særlig subsektor inden for Renewabels. Blandt de bedst performende aktier er således inden for biogas (Scandinavian Biogas Fuels), brændselsceller (Powercell Sweden), udvikling af havvindmølle (SeaTwirl) samt energioptimering (Ngenic) – foruden Power-to-X/brint ved hårdt prøvede danske Everfuel.
Svenske Powercell Sweden AB, som oprindeligt blev stiftet på baggrund af forskning lavet af Volvo, er steget med 13% siden invasionen. Selskabet producerer brændselsceller (fuel cells) der konverterer hydrogen til elektricitet, og som kan producere elektricitet kontinuerligt, hvis blot hydrogen og ilt er tilført. Udover at producere disse brændselsceller, så har Powercell AB også en rådgivning- og konsulentforretning i at hjælpe virksomheder med at overgå fra traditionelle fuel cells til produkter, som kraftigt kan minimere deres Co2-udledningen.
Aktiekursen har været påvirket af den generelle tilbagegang i markedet, men har generelt været båret af gode nyheder om nye samarbejder, herunder deltagelse i et forskningsprojekt finansieret og støttet af EU’s Horizon Europe 2020 med deltagelse af bl.a. BMW. Derudover har kursen været positivt påvirket af ordreflowet, herunder fra bl.a. Bosch og ZeroAvia. Med udsigten om et grønnere Europa, så er det ikke usandsynligt, at Powercells løsninger vil blive efterspurgt i større grad, da brugen af og markedet for hydrogen fuel cells jf. BusinessWire er forventet at vokse til 16,5 milliarder USD i 2025 svarende til en annualiseret flerårig vækstrate på 43,8%.
Ngenic, der blev børsnoteret i juni sidste år har haft en noget sløj børsdebut (se memorandum her), med en udbudskurs på SEK 40,5 og en kurs på SEK 17 ved bunden den 21. februar i år. Fornyet interesse for energioptimering – særligt for de private forbrugere, som har oplevet kraftigt stigende priser, ser vi som et område, der i lang tid fremover vil have interesse hos såvel forbrugerne som investorerne.
Kapital Partner er ikke rådgiver for nogle af de omtalte selskaber.
Artikler, klummer, analyser eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren.