6 scenarier: Sådan ender ”krigen” om Brdr. Hartmann
Registrer dig her: Dansk Aktionærforening samler private aktionærer i Brdr. Hartmann
Hvordan ender ”krigen” om Brdr. Hartmann? Investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen har oplistet fem scenarier, som du kan se herunder. Han påpeger, at hans vurderinger ikke skal opfattes som vejledende og ikke udtømmende, og ikke bør ses som anbefalinger om køb/salg af aktier.
Per Hansens bud på 6 mulige scenarier:
- Thornico forsøger at overtale de øvrige investorer til at sælge til 300
- Thornico vejrer stemningen og hæver deres bud tilstrækkeligt til at øvrige aktionærer finder det interessant at sælge. Formentlig i nærheden af kurs 400.
- Øvrige aktionærer forsøger at ”råbe” en anden køber og ejer af hele Hartmann op til at komme med et bud. Det bud skal være højt nok til, at Thornico kunne finde på at sælge og vil selvsagt også være attraktivt for de øvrige aktionærer. Kursniveau næppe under 450. Forudsætning er væsentlige synergieffekter for en industriel køber.
- En kapitalfond eller anden finansiel køber uden synergier melder sig som køber.
- Thornico kører en udmattelseskrig. Holder fast i 300 og tester de øvrige aktionærers muskter-ed.
- Øvrige aktionærer får overtalt Thornico til at udpege en uafhængig tredje part til at vurdere en ”fair værd”. Det tager tid, er bekosteligt, kendes fra Sverige og har også været brugt undtagelsesvist i Danmark (Mols-Linien). Tidshorisonten kan være 6-12 måneder og udfordrer utålmodige investorer.
Investeringsøkonomen hæfter sig ved, at investorerne føler sig underbudt og oversete.
”Hvis 2023-resultatet er repræsentativt for fremtiden, er markedsværdien på 2,1 milliarder kroner og den tilbudte værdi en lav eller moderat pris. Det er derfor ikke så mærkeligt, at investorerne finder, at prisen er lav og udgangspunkt for en potentiel forhandling,” skriver Per Hansen i en kommentar til sagen.
Han uddyber:
”Det moderate bud og den seneste opjustering stritter i hver sin retning. Thornico har med sin majoritetsandel fat i den lange ende. Et udefrakommende bud på hele selskabet er mindre sandsynligt, men der findes andre muligheder for at presse prisen op,” skriver han.
”Der er lagt op til en intens ekstraordinær generalforsamling den 16. oktober. Her og nu er det mest sandsynligt, at aktien næppe kommer under 300 i en overskuelig fremtid. Buddet kan have lagt en bund men ikke en top på kursen,” skriver Per Hansen.
Registrer dig her: Dansk Aktionærforening samler private aktionærer i Brdr. Hartmann