”Novo skuffer i vores øjne”
”Umiddelbart kommer Novo Nordisk ud en smule skuffende i vores øjne.”
Sådan lyder reaktionen fra investeringsstrateg i Saxo Bank Oskar Bernhardtsen, efter Novo Nordisk onsdag morgen er kommet med regnskab for andet kvartal.
”Ja, salgsforventningerne for 2024 opjusteres til en vækst på 22-28 procent, men markedet ligger med en forventet vækst på ca. 25,5 procent. Med andre ord var en opjustering i dette leje allerede ventet,” siger han.
Omsætningen for kvartalet var ventet ude på 68,5 milliarder kroner, men kommer ud på 68 milliarder, hvor indtjening før renter og skat (EBIT) er ude på 25,9 milliarder kroner, hvor det var ventet ude på ca. 27 milliarder kroner.
”Altså en lille skuffelse sammenlignet med, hvad markedet ventede inden dagens regnskab,” siger Oskar Bernhardtsen.
Han peger dog på, at det vigtigste i regnskabet er salgsudviklingen på de vigtige produkter Ozempic og Wegovy.
Her skuffer resultatet ligeledes, mener han. Wegovy-omsætningen vokser til 11,6 milliarder kroner for kvartalet.
”Men overordnet set har væksten i Wegovy-salget været stagnerende de sidste fire kvartaler, og det virker som om, at investorerne nu er ved at blive en smule utålmodige, når det kommer til at få sat ordentligt gang i Wegovy-væksten og produktionen.”
Ozempic, der indeholder det samme aktive stof som Wegovy vokser mere end Wegovy.
”Men på overfladen også en skuffelse her. Vores forventning er, at aktien skal ned med 3-5 procent i dag. Regnskabet er som altid flot, men dagens udmelding er en skuffelse i forhold til de store forventninger der var i markedet,” slutter Oskar Bernhardtsen.