Nordea-aktien topper foran techgiganter
Private investorer har siden marts 2020 købt flere aktier fra udlandet end nogensinde før. Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Nationalbank.
Siden da har private aktionærer købt udenlandske aktier for cirka 40 milliarder kroner. Alene i de første tre kvartaler af 2021 lød indkøbet på 20 milliarder kroner.
Det er især amerikanske aktier, der bliver købt og lagt i depotet hos de private, afslører Nationalbanken.
Få aktietips hver uge - tilmeld dig aktionærforeningens nyhedsbrev
Ved udgangen af september ejede de private for 115 milliarder kroner udenlandske aktier.
Nordea topper foran techgiganter
Private danskere havde placeret for i alt 7 milliarder kroner i aktierne i den svenske storbank Nordea. Derefter følger en række velkendte amerikanske tech-selskaber som de mest populære at have pengene placeret i.
Således havde de private placeret 4 milliarder kroner i Apple, 4 milliarder kroner i Microsoft og ligeledes 4 milliarder kroner i Tesla. Desuden har private danske investorer smidt 3 milliarder kroner efter Amazon, viser tallene fra Nationalbanken.
Rekordkøb af udenlandske investeringsbeviser
Købet af udenlandske investeringsbeviser var på 11 milliarder kroner i de første tre kvartaler af 2021. Til sammenligning var købet på 6 milliarder kroner for hele 2020, hvilket på daværende tidspunkt var rekord.
LÆS OGSÅ: Aktiechef udpeger to tech-favoritter - og en han ikke vil eje
Privates beholdning af udenlandske investeringsbeviser havde en værdi på 62 milliarder kroner ved udgangen af september.
Privates køb af udenlandske investeringsbeviser sker blandt andet i passivt forvaltede ETF’ere (exchange traded funds, red.).
Stor appetit på ETF’ere
ETF’ere indeholder fx en portefølje af aktier, der er tematiseret efter geografi, sektor eller noget tredje. ETF’ere kan handles på børser på samme måde som enkeltaktier. Købene har især været af ETF’ere, der følger MSCI World, Clean Energy samt S&P500.
Når private som samlet gruppe er begyndt at investere mere i aktier som helhed og i udenlandske aktier, skyldes det en række af faktorer, vurderer privatøkonom i Nykredit Camilla Schjølin Poulsen.
LÆS OGSÅ: 'Jeg har svært ved at se, hvad der skal stoppe aktiekursen'
"Indførsel af negative renter har uden tvivl motiveret mange til at overveje, hvad de bør gøre af deres kontante opsparing. Vi ser endnu ikke en klar flugt væk fra kontanter, og danskerne har da også fortsat over 1000 milliarder kroner stående kontant,” siger hun og uddyber:
”Men der er helt klart sket en bevægelse væk fra kontanter og mod investeringer. Hver gang danskerne står med 100 kroner i hånden, som skal placeres, har de det seneste års tid valgt at investere hele 63 kroner af 100-kronesedlen, og kun sat 27 kroner ind på en kontantkonto,” siger hun, der bygger udsagnet på tidligere undersøgelser fra Nationalbanken.
Også udbetalingen af de indefrosne feriepenge peger hun på som en årsag, der kan have fået flere til at investere i både danske og udenlandske aktier. I 2020 blev der således udbetalt 52 milliarder kroner før skat, og i maj 2021 blev en stor del af den sidste pulje på 56 milliarder kroner også udbetalt.
Sidst nævner hun, at flere har fået øjnene op for Aktiesparekontoen, hvor skatten på afkast og gevinster er lavere end ved opsparing i et almindeligt aktiedepot.
BEGYNDER ELLER PROF?
FIND DIT KURSUS HER: