
Dansk Aktionærforening efter Nordnet-brist: ”Et wakeup call for hele sektoren”

Tirsdag havde Nordnet en sikkerhedsbrist i sine systemer. En brist, der gjorde, at nogle kunder fik adgang til andres konto og havde mulighed for at lægge ordrer ind og handle værdipapirer for andre kunder.
Direktør i Dansk Aktionærforening peger på, at de omfattende sikkerhedsproblemer hos Nordnet berører hele sektoren.
"Det her må være et wakeup call ikke blot til Nordnet, men til hele sektoren om at sikkerheden altid må komme i første række. Og det viser at de private investorer heller ikke selv skal stole blindt på systemerne, men også selv skal være på vagt, og huske at tjekke depoterne en gang i mellem."
Han peger på, at Dansk Aktionærforening peger desuden på det bekymrende ved, at fejlen skete hos den største af alle handelsplatforme.
“Det er bekymrende, at et så markant sikkerhedsbrist kan opstå hos den største handelsplatform herhjemme. Ikke blot har kunder fået adgang til at se andre kunders data, men det har også været muligt at handle på andre kunders vegne, og det hejser selv sagt et rødt flag,” siger han.
Nordnet har siden fejlen tirsdag meldt ud, at der ikke var tale om et hackerangreb, men om en intern softwarefejl hos handelsplatformen, og det kommenterer Dansk Aktionærforenings direktør også på.
"Vi har noteret os, at der ikke er tale om hackere, men en intern fejl. Umiddelbart er det jo positivt, men man kan ikke lade være med at tænke på, hvor sikre systemerne er, hvis det kommer til fremmede angreb,” siger Mikael Bak og slutter så:
"Det er godt at Nordnet hurtigt har handlet på fejlen og er i gang med at få årsagerne udredt. Vi bakker op om, at få forløbet grundigt belyst, så vi forhåbentligt kan undgå lignende forløb fremover. Samtidig håber og tror vi på, at det ikke gentager sig.”
LÆS OGSÅ: Fundamentalporteføljen laver afkast på 3.700 procent - se porteføljens 11 aktier