Markedskommentar

Den sorte svane holder vingerne i ro

Billede
Den kinesiske ejendomsgigant Evergrande kan ikke forvandle opsvinget til en recession, siger chefstrateg i PFA Pension. Selvom 'den sorte svane' ikke har spredt vingerne ud over markedet, ligger problemerne stadig og murrer i baggrunden, vurderer chefstrateg i Velliv.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Der er potentiale for en boligboble i Kina, som vil sende rystelser gennem de globale finans- og aktiemarkeder. Gælden hos de kinesiske husholdninger og selskaber er fordoblet siden 2009, og målt i forhold til BNP er den er nu højere end i USA, da det gik galt under finanskrisen i 2008.

”Der er en udfordring med det kinesiske boligmarked og de kinesiske husholdningers høje gældsætning. Det skal vi have i baghovedet, for det er en af de potentielle sorte svaner i markedet, som vi igen er blevet mindet om. Hvis det detonerer, kan det blive rigtig grimt for markedet,” siger chefstrateg i pensionsselskabet Velliv Henrik Henriksen.

Den kinesiske ejendomsudvikler Evergrandes problemer kom for alvor på dagsordenen i begyndelsen af ugen. Mandag faldt aktiemarkederne tungt over hele verden på frygt for Evergrandes manglende evner til at betale renter på milliardstore lån.

Få aktietips hver uge - tilmeld dig nyhedsbrevet her

Mange venter nu en kontrolleret afvikling af Kinas næststørste ejendomsudvikler, men farerne lurer fortsat, vurderer Henrik Henriksen.

”De finansielle markeder siger, at det ikke er nu, den sorte svane spreder vingerne ud. Det tror jeg heller ikke, det er, men risikoen for en boligboble i Kina er en af de ting, der ligger omme bagved og murrer,” siger han og uddyber:

”Hvornår sådan en detonerer, ved man aldrig. Men vi skal være opmærksomme på, at hvis det grimme sker, er det rigtig negativt, for det vil smitte af på global vækst og økonomi,” siger han og tilføjer, at Kina alene står for 30 til 40 procent af den globale vækst.

Læs også: 'Evergrande styrter sammen'

Problemer vil ligge i baggrunden
Han peger på, at hvis der er en pille, kinesisk økonomi især hviler på, er det ejendomsmarkedet, fordi det betyder meget for både kinesernes formuer og for bankerne. Derfor vurderer han også, at det kinesiske styre vil vende hver en sten for at løse eller dæmpe problemerne for nu.

”Hvis sådan et korthus falder, er det den almindelige kineser, der bliver skoldet. Præsident Xi Jinping ved godt, at hvis der er noget, der kan true det kinesiske kommunistparti, er det, hvis boligmarkedet eksploderer. Sker det på Xi Jinpings vagt, ville han nok ikke bevare magten. Derfor vil partiet på alle måder understøtte boligmarkedet, samtidig med at de ikke bare vil redde Evergrande og slet ikke aktionærerne,” siger Henrik Henriksen og uddyber:

”De kinesiske myndigheder vil gøre alt for at forhindre, at det detonerer. Derfor tror jeg heller ikke, det bliver en systemisk krise, men det vil fortsat ligge der i baggrunden. Man sparker dåsen ned ad vejen,” siger han.

”En begivenhed der ryster os”
Når markederne reagerede stærkt på det fokus, der var på Evergrandes betalingsproblemer i starten af ugen, skyldes det ifølge chefstrateg hos PFA Pension Tine Choi Danielsen blandt andet, at aktierne er prissat ganske højt.

”Problemet med Kinas næststørste ejendomsudvikler Evergrande er reelle, men det har vi vidst i det seneste år. Men da der så kom fokus på de her obligationsrentebetalinger, får det markedet til at reagere. Der har været nervøsitet i markedet, og så får vi en begivenhed, der ryster os,” siger hun og forklarer, hvorfor problemet omkring Evergrande er reelt for markederne:

”Hvis så stor en ejendomsudvikler går konkurs, hvad kan det så få af konsekvenser for væksten i Kina? Kina er en vækstdriver i hele verden, så når væksten går ned der, kan det bremse væksten i hele verden,” siger hun og uddyber de rystelser, Evergrande skabte i markedet:

”Vi er alle overvægtet i aktier og har den her følsomhed overfor, at stigningerne lige pludselig slutter. Vi reagerer på de negative nyheder fra Evergrande, fordi vi har spændt hesten så stramt for, og derfor er alle investorer meget interesserede i at indkapsle gevinsterne,” siger hun.

Trods rystelserne, tror hun ikke, der kommer en ny nedtur på aktiemarkedet lige nu, heller ikke selvom Evergrande eventuelt går konkurs.
”Evergrande vil ikke få det her opsving til at blive en ny recession. En konkurs i Evergrande kan udløse et dyk, men jeg tror kun, det bliver et kortvarigt, midlertidigt dyk,” siger hun.

PFA: Evergrande kan ikke skabe ny recession
På et års sigt venter hun, at aktierne vil klare sig godt.

”Jeg vurderer stadig, aktierne vil have en drift opad. Vi har den stærkeste vækst i 15 år. Selvom væksten er toppet, kan vi stadig se stærk global vækst i 2022. Vi er slet ikke tilbage på de normale niveauer i for eksempel servicesektoren. Det vil stille og roligt komme, når flere bliver vaccineret. Der er også potentiale for, at arbejdsmarkedet retter sig i USA, og det vil understøtte virksomhederne,” siger hun og uddyber:

”På et års sigt vurderer jeg, aktierne vil ligge højere. Selv Evergrande kan ikke få det her opsving til at blive en ny recession,” siger Tine Choi Danielsen.

Læs også: Frygter kinesiske ringe i vandet