Klumme

Kapitalforvalter: Man bør overveje at gå yderligere ind i markedet

Billede
En gentagelse af 2022 virker usandsynlig, vurderer administrerende direktør hos kapitalforvalter.
Billede

Af
Brian Kudsk

Adm. direktør, Artha Kapitalforvaltning

BLIV MEDLEM AF DANMARKS STØRSTE INVESTERINGSFÆLLESSKAB

Der blev vendt op og ned på tilstanden i den finansielle verden i 2022 med nogle voldsomme måneder undervejs.

I sidste ende kan alt forklares med de rentestigninger, vi har været vidne til i årets løb. Alt i alt har det skabt det værste investeringsår siden finanskrisen i 2008 og 2009, hvor alle aktivklasser har været ramt – med nogle få lommer som undtagelser i de enkelte aktivklasser.

Den store historie er sådan set, at man ikke har kunnet gemme sig selv med en forsigtig investeringstilgang. Når renten er steget i det omfang, som den er, falder obligationskurserne uundgåeligt også. Dansk realkredit – historisk en af de mest sikre investeringer, der findes – har tabt næsten 19 pct. i år. Det er lige til historiebøgerne. Samtidig får aktierne næsten samme medfart, og så er det svært finde læ nogen steder.

Til gengæld betyder rentestigningerne, at vi nu med sikker grund under fødderne kan sige, at der venter et positivt afkast forude ved obligationsinvesteringer. Obligationer har ellers længe været meldt ude, men de er tilbage nu, og det gælder både realkredit- og virksomhedsobligationer.

Læs også: Aktien kan blive en rigtig raket

Begivenhederne, der har forårsaget renteudviklingen, er mange med de tocifrede inflationsrater som den væsentligste faktor. Inflationen satte allerede ind i 2021, men centralbankerne mente alt for længe, at den blot var midlertidig og lod i slutningen af 2021 fortsat forstå, at renteforhøjelser ikke blev aktuelle lige foreløbig. De ord kom de hurtigst til at trække tilbage. Ruslands invasion af Ukraine satte yderligere skub i inflationen, da krigen initierede en decideret energi- og forsyningskrise.

Inden for aktier har energi, shipping og medicin været positive undtagelser, ligesom dollareksponering har været gavnlig det meste af året, men ellers har den klare tendens været, at investorerne har bevæget sig længst muligt væk fra risiko.

Solide aktier halveret - fremtiden ser bedre ud

En gentagelse af 2022 virker usandsynlig, og man bør overveje at gå yderligere ind i markedet.

Få aktietips hver uge - tilmeld dig nyhedsbrevet her

Investeringsmæssigt ser fremtidsudsigterne bedre ud – ikke på trods af, men nærmere pga. det voldsomme år, vi går ud af snart. Vi har i årets løb sagt farvel til de negative renter, og det har gjort obligationer attraktive igen, så forudsætningerne har ændret sig markant. Almindelige obligationer giver nu 3-4% mod 0,5% for et år siden.

Virksomhedsobligationer giver 5-6% mod 1-2% for et år siden – vel at mærke for de samme varer. Og mange gode solide aktier har fået halveret kursen.

Det giver samlet set nogle gode forudsætninger for at skabe fremtidige positive afkast – og til en lavere risiko, end da vi gik ind i 2022. Derfor mener vi, at timingen for at investere begynder at være der, hvor man bør overveje at gå yderligere ind i markedet. Selvfølgelig med den rette risikoprofil, der passer til dit behov og din personlighed, men den bedste måde at bevare købekraften og bekæmpe inflationens udhuling på er over tid ved at være investeret i markedet.

På den måde er 2023-udsigterne ikke så dystre og en gentagelse af 2022 virker usandsynlig. Men man bør dog have endnu mere langsigtede investeringsbriller på, og man skal være forberedt på, at nogle af dårligdommene fra 2022 ikke forsvinder, blot fordi kalenderåret skifter.

Dollarkursen lagde ud fra årets start med at ligge omkring 6,55 kroner, men steg i årets løb til næsten 7,80 kroner.

Her mod slutningen af året er den faldet tilbage til omkring 7,00 kroner. Valutagevinsten fra dollar har med andre ord været ekstraordinær høj i årets løb, hvis man har haft eksponering her. Nu er den faldet ned i et mere naturligt leje, og vores forventning er ikke, at vi ser endnu et lignende dollarridt i det nye år.

Se også aktionærforeningens Aktie Grand Prix, hvor ekspertpanelet udpeger deres bud på vinderaktier:

Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren.