Investorviden

Verdens største selvmål?

Billede
Nu er det officielt. Regeringens forslag om at finansiere ”Pension til Arne” ved en forhøjelse af skat på aktieindkomst er et selvmål af dimensioner. Det fremgår af beregninger foretaget af ingen andre end Skatteministeriet selv.
Billede

Af
Steen Bech Andersen

Journalist og redaktør på Aktionæren

Ministeriet har på foranledning af et spørgsmål fra Liberal Alliances folketingsmedlem og partiformand, Alex Vanopslagh, regnet på effekten af en sænkning af skattesatsen for aktieindkomst til 25 procent kombineret med en sænkning af rentefradraget ligeledes til 25 procent. Resultatet er overraskende – ikke fordi effekten på samfundsøkonomien er positiv, men fordi den er så ekstremt positiv.

En sænkning af aktieskatten til 25 procent ville give en samfundsmæssig gevinst på 6,7 mia.kr. i kraft af større investeringer i produktive virksomheder og flere arbejdspladser. Faktisk ville hele 6.700 personer komme i arbejde, og tabet for statskassen ville være blot 1 mia.kr. - eller under en promille af de offentlige udgifter.

Ud fra en nøgtern vurdering burde sagen være klar: Aktieskatten bør sættes ned – ikke op. Alligevel ser det ud til, at den socialdemokratiske regering vil fastholde sit forslag om at hæve Europas næsthøjeste aktieskat med tre procentpoint til 45 procent.

Dansk Aktionærforenings direktør, Mikael Bak, udtaler i den forbindelse: ”En forhøjelse af aktieskatten er dobbelt ærgerlig for de mange danskere, der ønsker at spare op i aktier. De betaler både direkte og indirekte. Først i form af en forhøjet skat, og derefter fordi samfundet som helhed bliver fattigere.”

Mikael Bak peger også på, at Danmark har brug for flere, ikke færre, aktieinvestorer: ”Den planlagte skatteforhøjelse modarbejder intentionerne om at udbrede aktiekulturen i Danmark, og set i lyset af det enorme investeringsbehov, som den grønne omstilling kræver, er det nærmest uforståeligt, at regeringen på denne måde forsøger at begrænse danske opspareres muligheder for at investere i fremtidens klimavenlige teknologi.”