Investorviden

Ulla Jepsen: En krise er også et udsalg

Billede
Billede

Af
Jørn Nielsen

Forhenværende redaktør på Aktionæren

Hvad lærte du af finanskrisen?

”Jeg gik først ind i aktiemarkedet, netop som finanskrisen brød ud, og for mig var det århundredets brandudsalg.”

”Min investeringsrådgiver mente, jeg skulle gå i obligationer og defensive aktier. Men jeg ville ind i virksomheder, der var faldet til en brøkdel af prisen, og som med stor sandsynlighed ville komme op igen. Derfor købte jeg op i luksusbrands som Mercedes og BMW. Jeg købte også aktier i selskaber, der var eksponeret mod konstruktion – blandt andet Rockwool, FLS og Caterpillar.

”Jeg lyttede også lidt til min investeringsrådgiver og købte op i Novo og Carlsberg og i mellemklasse tøjbrands som IC Group. Og i årene efter, da bankerne var helt nede på grund af dårlige lån, købte jeg op i europæiske bankaktier. Så finanskrisen endte med at blive en rigtig god forretning for mig.”

Hvad burde private investorer have lært af finanskrisen?

”Man skal gøre sig klart, hvordan man vil agerer, når kurserne på et tidspunkt falder voldsomt. Har man is nok i maven og tilstrækkelig lang tidshorisont til bare at vente på, at de kommer op? Eller har man en kortere tidshorisont, der gør, at man bliver nødt til at sælge nogle af aktierne for at begrænse tabet, fordi man skal bruge pengene? Har man frie midler og en lidt længere tidshorisont, ja så er det bare med at finde ud af, hvad det er, man skal købe op i, mens der er udsalg. Måske skal man have sig en observationsliste med aktier, man godt kunne tænke sig.”

”Men hvis man vil gå imod strømmen og købe, når andre sælger, skal man gøre sit hjemmearbejde og analysere på, hvad det er for sektorer, der kan tåle et ordentlig gok, men som over tid vil rette sig igen. Og så skal man nok lade være med at købe det hele op på udsalgets første dag, for man ved jo ikke helt, hvornår prisen har ramt bunden.”


<< Gå tilbage til "Det lærte vi af finanskrisen"