Ud over stepperne
Vi er nok mange, der ikke havde set det komme, men faktum er, at Mongoliet var verdens bedste aktiemarked i 2021. Eliteindekset med de 20 største aktier på børsen i Ulaanbaatar steg hele 133 procent, og gav dermed eftertrykkeligt baghjul til resten af verdens børser.
Som mange andre steder i verden har den mongolske befolkning fået øjnene op for glæden ved at investere i aktier under coronanedlukning, som for alvor ramte landet i 2021. Regeringen bidrog til den gode stemning ved som optakt til sidste års valg at strø om sig med penge til borgerne, endda i form af rene kontantoverførsler.
På de næste pladser på listen over sidste års bedste markeder fulgte Sri Lanka (+80 procent) og Uzbekistan (+67 procent). Der er stadig guld at finde på verdens nye aktiemarkeder.