
Syv vindere ud af syv mulige

I TV-programmet ”Aktionærerne” i juni bad vi fire aktieeksperter udpege to vinderaktier på 12 måneders sigt. Og lad det være sagt med det samme: Konkurrencen er hård, og eksperterne lever i den grad op til deres navn.
To eksperter pegede på den samme aktie, derfor er der kun syv aktier med i kampen, men alle syv aktier har slået verdensindekset i den forløbne periode – og alle sammen med en pæn margin. Selv nummer syv i den aktuelle stilling, bilfabrikken BMW, har gjort det dobbelt så godt som indekset.
I toppen ligger den ene af Per Hansens aktie, Bang & Olufsen, der siden 25. juni har givet et afkast på ikke mindre end 47 procent, skarpt efterfulgt af Michael Friis’ ene vinderkandidat, kabelproducenten NKT, der er steget 41 procent i perioden.
De to danske aktier i feltet har dermed indtil videre sat sig på topplaceringerne, begge to i kraft af forventninger om et turnaround og kun i mindre grad på grund af det stærke danske aktiemarked.