Investorviden

Sidste udkald for at spare op og spare skat

Billede
December er en travl måned, hvor vi alle har mange andre ting end aktier og investering i hovedet. Alligevel kan der være grund til at overveje din langsigtede opsparing.
Billede

Af
Steen Bech Andersen

Journalist og redaktør på Aktionæren

Hvis du har tab på nogle af dine aktieinvesteringer, kan det være en ide at sælge aktierne inden nytår for at realisere tabet og dermed nedbringe skatten for 2021 på dine realiserede gevinster og udbytter. Hvis du stadig tror på aktierne, køber du dem blot igen.

Hvis du endnu ikke har udnyttet muligheden for indbetaling på pension og anden form for skattebegunstiget opsparing, så er skæringsdatoen også 31. december. Nogle banker modtager ikke indbetalinger umiddelbart før nytår, så vent ikke til sidste øjeblik.

Grænserne for maksimal indbetaling er i 2021:

Børneopsparing: 6.000 kroner per barn per år, maksimalt 72.000 kroner per barn.
Aldersopsparing: 5.400 kroner, medmindre du har under fem år til pensionsalderen, så er loftet nemlig 52.400 kroner.
Ratepension: 58.500 kroner. Husk at tjekke hvor meget, der allerede er indbetalt på din pensionsordning gennem jobbet, hvis du altså har sådan en ordning. Indbetaling til ratepension er især interessant, hvis du betaler topskat.

Vi skal også lige nævne aktiesparekontoen. Der er ingen stram frist 31. december, men hvorfor ikke komme i gang med at investere til lav skat, hvis du har penge til overs. Du kan indsætte 102.300 kroner i år, hvis du endnu ikke har oprettet en aktiesparekonto. Ellers kan du toppe op, til du når dette beløb.